Musikhistorie Reportage

Gruppen for alternativ musik: Tv-film fra 1972

“Gruppen for alternativ musik” var et kollektiv af unge klassiske musikere og komponister i København, som i 1969 begyndte at optræde med deres egne værker i stedet for at spille deres pensum fra musikkonservatoriet. Gruppen eksperimenterede med improvisation og alternative koncertformer og -steder, spillede i parker, på gader og stræder, på biblioteker, ældrecenter og sågar på kanalrundfartens både.
Mange medlemmer var involveret i Gruppen, bl.a. komponisterne Ole Buck, Hans Abrahamsen, Niels la Cour, Birgitte Alsted, Niels Rosing-Schouw, Poul Ruders og Carl Bergstrøm-Nielsen.

Gruppen for alternativ musik indspillede ingen plader. Nogle få privatoptagelser fra deres mange koncerter eksisterer, men ellers er deres musik i høj grad borte med blæsten. Derfor har det stor værdi, at DR i 1972 lavede en hel portrætudsendelse af Gruppen, tilrettelagt af Jørgen Dragsdahl, hvor man følger deres arbejde med musikken og hører medlemmerne udtale sig.

Udsendelsen begynder med klip fra en gadekoncert foran indgangen til Nørreport Station. En strygekvartet af musikere fra Gruppen, langhårede og i afslappet påklædning, spiller. Mange fodgængere standser op og lytter koncentreret, men ser ud til at undre sig meget. Intervieweren spørger tilhørerne om deres mening. Først en ældre herre, der fortæller, at han synes musikken er dejlig, for han kan godt lide kammermusik. En yngre mand i regnslag er mere skeptisk: ”Hver musik til sin tid. Men det er her er et udmærket forsøg. Værd at tage op.”
Ensemblet bliver udvidet med fløjte, horn, lilletromme og koklokke. Pladsen foran musikerne inddrages til en happening med 4-5 personer, der vandrer hastigt rundt, begrænset af et kridtspor tegnet på brostenene. Musikken befinder sig tilsvarende statisk over en enkelt akkord og følger korte, gentagne motiver. Meningen er tydeligvis at udstille det moderne menneskes liv i hamsterhjulet.
En dame blandt publikum er meget tilfreds med forestillingen. ”Jeg synes, det er et frisk initiativ fra morgenstunden af. Dem, der kommer og er sure og gnavne, de kan for pokker da blive lidt glade, når de hører sådan noget.” Mens en mand i hvid kittel og med cigar i munden mumler: ”Det er ikke noget for mig. Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er I spiller, det kan jeg sgu’ ikke.”

I programmet er der også optagelser fra en koncert på et københavnsk ældrecenter. Gruppen spiller improviseret musik, mens to af de medvirkende maler et stort billede med pensel. En ældre dame instrueres i at være med på tromme. Hun deltager opmærksomt og lyttende, og situationen vækker stor morskab blandt tilhørerne. Bagefter fortæller hun over en kop kaffe: ”Jeg synes det var mægtigt, det I lavede, men vi forstod ikke, at der blev malet samtidig. Det forstod vi ikke. Det skal man lære, ikke? Kan man det? Er vi ikke for gamle?”
Ved et andet af kaffebordene taler en dame til Hans Abrahamsen: ”Jeg er meget forbavset. Det har været sådan… levende. Og det har været forskelligt hele tiden. Meget, meget, meget forbavsende. Det havde jeg ikke ventet.”
Til trods for ungdomsoprøret er de unge musikere i øvrigt Des med de gamle.

Udsendelsen klipper nu til en koncert i H.C. Andersen Haven i Odense, optaget 25. juni 1972. Ti musikere fra Gruppen sidder på græsset med deres instrumenter og bliver interviewet.
Helle Norup: Inde på Konservatoriet lærer man at opføre sig pænt til en soiré. Man skal bare klæde sig pænt på til koncerterne og helst ikke drikke en bajer, mens man spiller. Der prøver vi at få det mere afslappet, også i forhold til publikum. Og musikken, det er simpelthen den musik, vi selv laver og vores kammerater laver. Vi laver meget improvisation. Så får man mulighed for at skabe noget selv.
Hans Abrahamsen: Det er også sådan set alternative koncertmuligheder og koncertmiljøer, Gruppen prøver at finde frem til.
Jørgen Dragsdahl: Det er vel lige så meget publikums forhold til musikken, det handler om?
Hans Abrahamsen: Hvis man laver gadekoncerter og sådan noget, skal man simpelthen skrive til mediet ”en gade”. Det er ikke nok bare at stille sig op et eller andet sted. Man skal gøre sig bevidst om, at det er på en gade, det foregår.

I parken er der mange tilhørere, både unge i hippietøj og ældre mænd i jakkesæt. En ung mand kommenterer: ”Det skal forestille at være meget alternativt, men jeg synes det er lidt monotont.” En anden ung mand: ”Nu har jeg siddet længe og hørt på det, og jeg synes også, det er ganske udmærket, men det er også en famlen efter noget nyt.”
Kameraet panorerer til sidst hen på en ældre mand, der har sluttet sig til Gruppen og spiller med på sin egen mundharmonika. Et bevis på, at Gruppen altså har ret: Alle kan komponere.

Uddrag fra min lange artikel om Gruppen for alternativ musik, udgivet af skriftserien Publimus i januar 2020.
Den kan læses i sit fulde omfang, inkl. privatoptagelser stillet til rådighed af Ole Buck og Hans Abrahamsen, her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *