Musikhistorie

Otto Malling – oprøreren der blev konservativ

Da komponisten Otto Malling døde i 1915, blev han i pressen mindet som ”en af vort Musiklivs Spidser – et Navn, der havde høj Officers-Rang indenfor dansk Musik.” Den radikale avis Politiken tilføjede dog: ”Han indlod sig aldrig paa nogen som helst Art af Vovestykker eller Eksperimenter.”
På den måde kan Otto Malling godt kaldes en dansk pendant til Camille Saint-Saëns, for ligesom sin jævnaldrende franske kollega begyndte han karrieren som en af de mest progressive komponister og endte som en af de mest konservative.

Som ung mand havde Otto Malling været i opposition til etablissementet. Han havde nægtet at affinde sig med det snævre repertoire, som den dominerende komponist Niels W. Gade fastholdt i Københavns førende koncertinstitution, Musikforeningen. Sammen med kollegerne C.F.E. Horneman og Jacob Fabricius stiftede Malling derfor i 1874 et alternativ, Koncertforeningen, for at bringe nyere værker til opførelse. Dels deres egen musik, men ikke mindst tidens franske musik af Saint-Saëns, Gounod, Delibes og Massenet.

I 1890’erne, da Gade var død og den oprørske Koncertforening lukket, blev Malling selv den tilbageholdende. På mange måder blev han faktisk den egentlige arvtager efter Gade og den gamle J.P.E. Hartmann – de to komponister, der gennem et halvt århundrede havde delt de afgørende roller i dansk musikliv imellem sig. Malling efterfulgte Hartmann som professor på konservatoriet og som domorganist i København, og takket være sin redelighed og diplomatiske snilde overtog han også Hartmanns position som administrativ nøglefigur. I 1897 blev han Gades efterfølger som direktør for konservatoriet.

Malling nåede med andre ord så højt, en komponist kunne komme i Danmark, og med de betydningsfulde poster fulgte ansvaret for de klassiske dyder. I Mallings instrumentationslære fra 1894 er det Gades orkesterbesætning og Gades satsteknik, der er endemålet. Og indenfor de mest klassiske genrer, symfoni, koncert og de standardiserede kammerbesætninger, holdt Malling stramt på formerne. Her havde Gade åbenbart alligevel været helt afgørende for ham.

Som komponist var Malling gennem forskellige faser. Som ung skrev han mest vokalmusik. I 1880’erne skrev han sine orkesterværker, bl.a. Symfonien i d-mol, en Koncertouverture, et par suiter, en Koncertfantasi for violin og den vellykkede og charmerende Klaverkoncert. Men forholdene for orkestermusik i København var stadig dårlige, og Mallings interesse svingede i retning af kammermusik. Han skrev en Klavertrio i 1889 og de følgende år en Klaverkvintet, en Strygekvartet, en Strygeoktet, en Violinsonate og forskellige andre værker for violin og klaver. Klaverkvartetten fra 1903 er hans sidste kammerværk.

På det tidspunkt var han gået over til stort set kun at komponere kirke- og orgelmusik. Ved sin død var det som orgelkomponist, han var mest kendt, men paradoksalt blev det netop orgelmusikken, der sendte ham helt ud i glemslen. For Mallings programmatiske, koncerterende stemningsmusik var præcis hvad 1900-tallets kirkemusikreformer ville fjerne fra de danske kirker. Reformerne fik så meget vind i sejlene, at Otto Mallings navn forsvandt fuldstændigt fra dansk musikliv. Vi har først lige taget hul på genopdagelsen af hans musik.

                

Den yngre og den ældre Otto Malling

 

Uddrag af en tekst til et kommende album med Otto Mallings Klaverkvartet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *