Carl Nielsens barske mentor: Victor Bendix

”Jeg skylder Victor meget mere end han vistnok havde Anelse om.” Sådan skrev Carl Nielsen sent i livet om Victor Bendix, hans afdøde kollega og nære ven. Der findes ca. 100 breve bevaret mellem de to, og det er dokumentation af et åbenhjertigt venskab, der på trods af dybe kriser undervejs varede i 35 år.

Det første kendte kontakt er fra 19. juni 1890, hvor 25-årige Carl Nielsen beder om den 39-årige Victor Bendix’ kommentar til sit første orkesterstykke, Symfonisk Rhapsodi. Bendix, der erfarne komponist og dirigent, svarer meget rosende. Han kalder stykkets ånd for ”kærnesund” og mener, at den håndværksmæssige udførelse er ”imponerende fortræffelig”. Typisk for hans rå, ligefremme udtryksmåde lød den endelige dom: ”Endnu en Smule Originalitet og Inderlighed og det vilde være et Mesterværk.”

Carl Nielsen følte sig opmuntret og bad om at måtte besøge Bendix, der opholdt sig i Dresden. Her tog Bendix imod den unge kollega på banegården, og de følgende par uger mødtes de næsten dagligt, var på cykeltur og bjergvandring sammen, og Bendix introducerede ham til nogle af byens musikpersonligheder. Ved en privat koncert spillede de også kammermusik – et værk af dem hver.
Carl Nielsen skrev hjem om sin nye ven: ”Omgangen med Bendix er mig saa værdifuld, at jeg havde mere end nok i det alene. Vi kommer daglig sammen og i Reglen spiller han Et eller Andet for mig hvad der er i høj Grad baade lærerigt og befrugtende.”

Victor Bendix bakkede gavmildt sin unge kollega op. I marts 1892 uropførte han Nielsens Fantasistykker op. 2 og året efter Carl Nielsens Symfonisk Rhapsodi. Bendix var så overvist om rapsodiens kvaliteter, at han programsatte den igen ugen efter. Han annoncerede endda på forhånd: ”Da dette Musikstykke vil være noget vanskeligt at forstaa for en Del af Tilhørerne, vil det i løbet af Koncerten blive spillet to Gange.”
Alt dette skete, selv om bestyrelsen for koncerterne havde frabedt sig, at Bendix overhovedet opførte Carl Nielsens stykke, og Bendix’ provokation kostede ham derfor stillingen som dirigent. Den aften blev der virkelig bundet et bånd mellem de to komponister!

Men venskabet led et voldsomt brud omkring år 1900 pga. Bendix’ skandaløse privatliv, der involverede utallige elskerinder. Bendix ønskede øjensynligt ingen gode råd fra Nielsen og fik derfor heller ingen støtte fra den kant, da han i en periode var så godt som udstødt af det danske musikliv på grund af en særlig åbenlys affære. Det gode venskab mellem Bendix og Nielsen blev iskoldt, og de to komponister havde i en del år kun formaliseret kontakt og var ikke sammen på tomandshånd.
Det begyndte først at tø et årti senere. Og nu var det Nielsen, der var den store mand i dansk musik, mens Bendix var ham, der skulle hjælpes. Carl Nielsen dirigerede opførelser af Bendix’ 1. Symfoni og hans Klaverkoncert, sikkert i et forsøg på at gøre gengæld mod den kollega, der havde været ham så god en læremester.

I et brev til Bendix satte Carl Nielsen ord på, hvorfor han ikke ville miste forbindelsen:
”Der er nemlig altid et eller andet i Deres Udtalelser og Ytringer som interesserer mig. Er det min gamle Veneration for Dem, der gør det eller er det Ordene selv der altid er et levende Udtryk for et ualmindeligt Menneskes Tanker og Følemaade, eller er det Tanken paa den eminente Musiker der staar bagved? Jeg ved det ikke; men De skal have Tak for hver Gang De har vakt Livsaander i mig og for den dejlige, salte Kritik og Belæring, De gav mig som ung. Thi vel er jeg nok en dygtig Komponist, men der er dog hele Tiden noget at lære, og bedst sker det ved Omgangen med betydelige Kolleger. Jeg haaber, vi engang snart maa ses.”

Efter mere end 30 års venskab blev Bendix og Nielsen nu dus. Men kort tid efter skilte en ny konflikt dem ad, nemlig Carl Nielsens 5. Symfoni, der overskred alle Bendix’ kunstneriske grænser. ”Jeg hader den, men den fængsler mig”, skrev Victor Bendix til Nielsen efter uropførelsen i 1922, og kaldte symfonien for et frækt bedrag og for ”urenlig løbegravsmusik”. Herefter blev kontakten – ikke underligt – igen mere formaliseret.
Flere år senere omtalte Nielsen kritikken fra Bendix som den hårdeste, man kunne forestille sig, fordi det kom fra en fremragende musiker, han respekterede så højt. Bendix turde være djævelens advokat, og han vidste, at han udtalte sig med urokkelig faglig sikkerhed. Det var jo det, Carl Nielsen så godt kunne lide. Men samtidig var det ham selv, det gik allerhårdest ud over.

Victor Bendix, fotograferet omkring den tid, hvor hans tætte venskab med Carl Nielsen begyndte.

 

Jeg skriver for tiden på en biografi om Victor Bendix, den første bog nogensinde om denne vigtige og fascinerende person i dansk musikliv.
Udkommer i 2021 på forlaget Multivers.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *