I 1944 fandt medicinaldirektør Hjalmar Lautrup-Larsen et gammelt nodeark i sin skuffe. Arket havde han gemt, siden han som syv-årig havde fået det ved et foredrag på Bogø, hvor han voksede op.
Det var et foredrag om musikteori, der blev holdt af komponisten Thorald Jerichau (- og man kan undre sig over, hvorfor en syvårig var havnet i det selskab!). Jerichau præsenterede en opfindelse, han havde gjort, som havde potentialet til at forandre hele det klassiske notationssystem. Han havde kort sagt opfundet en ny og bedre måde at skrive musik ned på noder.

Lille Hjalmar må have været en meget kvik dreng. Han forstod perspektiverne i Jerichaus idé, og da Jerichau efter sit foredrag fik at vide, at Hjalmars mor var en god veninde til Jerichaus egen mor, forærede han drengen et nodeark med en skyttemarch, han havde skrevet ned på den nye måde.
Hjalmar gemte arket hele sit liv, og da han genfandt det i 1944, syntes han, at andre burde høre om historien. Thorald Jerichau og hans opfindelse var nemlig i mellemtiden blevet fuldstændig glemt. Takket været Lautrup-Larsen blev der bragt en artikel i Dansk Musik Tidsskrift – men det blev så også foreløbig sidste gang, man hørte om Jerichaus fantastiske idé: Et trelinjet nodesystem.

Hvornår Jerichau gjorde sin opfindelse, vides ikke præcist. Et bud kunne være, at det var i 1870’erne, hvor der også blev eksperimenteret med andre nye slags nodeskrifter. Komponisten Jørgen Malling kæmpede således hårdt for et fransk system, opfundet af Émile Chevé. Der var altså reformer i luften.
For at få opbakning til sin revolutionerende plan henvendte Jerichau sig i første omgang til en virkelig kapacitet, komponisten C.F.E. Horneman. Mødet gik således:
“Da Jerichau havde forklaret hele Systemet, lagde Horneman sin Haand faderligt paa den unge Himmelstormers spinkle Skuldre og sagde: “Genialt, kære Jerichau, genialt! Men for Himmelens Skyld brænd dog den Opfindelse, ellers maa jo al Musik skrives om!”

Portræt af Thorald Jerichau, ca. 1880.

 

Hvad er så det geniale ved Jerichaus trelinjede nodesystem?
Kort fortalt gør systemet det nemmere at genkende de enkelte toner i nodeskriften, for hver tone bliver konsekvent skrevet det samme sted i systemet. For eksempel ligger tonen A altid på den øverste af de tre nodelinjer, mens man i det normale femlinjede system er nødt til at placere A’et på forskellige linjer, alt efter hvilken oktav, det befinder sig i. Jerichaus system med dets absolutte nodeplaceringer giver derfor en stærk visuel genkendelse af hver tone, der gør det nemt at aflæse musikken, og som også vil gøre det lettere at lære at synge fra bladet. Man kan sammenligne det med Zoltan Kodálys musikpædagogiske system med håndbevægelser, solmisation, der understøtter indlæringen i at synge efter noder.

Til gengæld kræver Jerichaus idé, at man ofte er nødt til bruge flere trelinjede systemer og adskillige bilinjer for at dække et toneomfang, som den femlinjede notation kan ordne med to systemer. Højere oktaver bliver hos Jerichau markeret med arabiske tal, dybere oktaver med romertal. Det gør desværre den enkle idé mere kompliceret i praksis, og for eksempel vil et virtuost klaverstykke, der breder sig over hele klaviaturet, komme til at se ret uoverskueligt ud i det trelinjede system.
I det tykke bogværk Handbuch der Notationskunde fra 1919 lyder beskrivelsen da heller ikke spor enkel, men temmelig afskrækkende:
“Thorald Jerichau benytter F-Nøglen paa den mellemste Linie til Udgangspunkt for Nodelæsningen. Den lille og den eenstrøgne Oktav betegner han med F- og G-Nøglen, de der over liggende Oktaver med de arabiske Tal 2, 3 og 4, og de der under liggende Oktaver med Romertallene II, III og IV. Kun de tre Linier, der tilhører de to midterste Systemer, trækkes op i hele deres Længde, de øvrige markeres kun punkteret henholdsvis gennembrudt.”

 

Nodeeksempel af Jerichau, hvor han har transskriberet to takter fra Beethovens Klaversonate op. 2 nr. 2 til trelinjet nodeskrift.

 

Men hvem var denne glemte, danske fritænker, der turde udfordre noget så fundamentalt som den altdominerende nodeskrift?
Thorald Jerichau var født i København i 1848 som søn af kunstmaleren Elisabeth Baumann Jerichau og billedhuggeren Jens Adolf Jerichau. Han arbejdede som pianist og organist, og han drømte om at blive komponist. Kun nogle få, små værker af ham er bevaret, for en egentlig komponistkarriere fik han aldrig.
Det fortælles, at han var noget af en excentriker. Det lå vist til familien. “Han voksede op uden anden Opdragelse end Kunstner-Milieuets tilfældige Paavirkninger”, som det blev formuleret i en mindeartikel skrevet af kunstmaleren Folmer Bonnén, der havde kendt Jerichau privat.
At man i familien Jerichau bare skulle opføre sig, som man havde lyst til, blev Thorald involveret i allerede, da han var spæd. Ved et middagsselskab fandt hans mor på at gemme ham af vejen i en stor suppeterrin, så han ikke forstyrrede. Der lå han så, ganske nøgen, placeret midt på middagsbordet foran de undrende gæster.

Som ung mand blev Jerichau uddannet i Dresden hos komponisten Gustav Merkel og hjemme i København af Gottfred Matthison-Hansen. Et ganske fornemt CV. Men hans særprægede personlighed og mange flyvske indfald var med til, at han aldrig fik en position i det københavnske musikliv. “Han var et uroligt Hoved, altid fuld af Spilopper og fantastiske Planer”, skrev Dansk Musik Tidsskrift.
I en periode var Jerichau organist i Assens og så i Horsens, inden han emigrerede til Italien og derefter i 1891 rejste til USA. Han tog sit nodeprojekt med sig og kæmpede videre, hvor han kom frem. Så sent som i 1905 holdt Jerichau stadig fast i sin idé, og han præsenterede den i det musikteoretiske fagblad Zeitschrift der Internationale Musikgesellschaft.
Hans fremstilling i bladet er meget klar, ligesom opfindelsen er i sig selv. Alligevel er der en stor del resignation i artiklen. Jerichau fornemmede, at han ikke selv ville komme til at opleve sit nodesystem slå igennem. Han slutter med ordene: ”Hvor klart dette forslag end forekommer, må man ikke forvente, at det vil blive gennemført. Det skal kæmpe mod al den musik, der er blevet trykt efter det gamle nodesystem. Men jeg vil i hvert fald hermed præsentere den nye idé, så den måske kan blive gennemført engang i fremtiden.”

 

Et senere foto af Jerichau, ca. 1890’erne.

 

Thorald Jerichau vendte tilbage til Danmark og flyttede ind på et værelse på Nørrebro. Han forsøgte sig som klaverlærer og levede i øvrigt meget tilbagetrukket. Han døde juleaften 1909 under et ophold i Oslo.
I sine sidste år blev han på et tidspunkt så led og ked af hele sin mislykkede noderevolution, at han angiveligt brændte hvert eneste ark, han havde skrevet – rub og stub. Det eneste, der blev bevaret fra hans hånd med det trelinjede system, var marchen, som han havde foræret til den lille dreng på Bogø. Drengen var godt nok kun syv år, men som ordsproget siger, er det fra børn og fulde folk, man skal høre sandheden. Det oplevede Thorald Jerichau, da han tændte lys i øjnene på lille Hjalmar – og blev bekræftet i sin egen genialitet, den aften, hvor han kæmpede for at udbrede det trelinjede nodesystem på Bogø.

 

Læs Thorald Jerichaus egen præsentation fra 1905 her.

Læs artiklen fra Dansk Musik Tidsskrift 1944 her.

Læs Folmer Bonnéns portrætartikel af Thorald Jerichau her.

Læs mere om familien Jerichaus kunstneriske medlemmer her.