Blak og Tutl. Det lyder som et eventyr, og eventyrligt er det i hvert fald, hvad Blak og Tutl får sat i søen af musik. Kristian Blak er den centrale altmuligmand i færøsk musik. Tutl er det altfavnende færøske pladeselskab, han stiftede i 1977 og stadig bestyrer, og hvis skønne lille butik ligger i hjertet af Torshavn. Bygningen hedder fra gammel tid ”Det glade hjørne”, og det passer perfekt til dens indhold.
Tutl er både en butik, et forlag, en koncertarrangør, et musikinformationscenter, en distributør og en færøsk kulturambassade. Og Kristian Blak selv er på en gang klassisk komponist, pianist, improvisator, idémand og organisator. Kunstnerisk favner han fra partiturmusik til folkemusik og free jazz. Skal man sammenligne ham med noget i Danmark, må det være Niels Viggo Bentzon eller måske Fuzzy eller Peter Bastian, bare tilsat en entreprenant og praktisk side, de ikke var i nærheden af. Det var f.eks. Kristian Blak, der startede Færøernes første jazzklub i 1975, men også ham, der i denne uge, 44 år senere, står i Vágar lufthavn og tager imod gæsterne til Faroese Music Awards, når flyveren fra København lander. Og det er ham, der kører dem til Tórshavn i en minibus, der har Tutls logo på bagsmækken.
Kristian Blak taler lavmælt jysk (han flyttede først til Færøerne som 27-årig), men på en scene eksploderer han i kreativitet og ekspressiv power. Ved torsdagens showcase for færøsk jazz i jazzbaren Blábar gik han på scenen med sit band Yggdrasil. Gruppen har eksisteret i snart 40 år og er godt i gang med sin 2. generation af musikere. Blak er snart 72 år, men resten af gruppen kunne næsten være hans børnebørn. De spillede uddrag fra Blaks suite Ravnating, et multimedieværk fra 1982, der kombinerer partiturmusik, improvisation og sorthvide kunstfotos af færøske ravne. Jazzrock ville man nok have kaldt det engang, men i Tutls og Blaks verden er genrebetegnelser meningsløse.
Musikken kulminerede i et ragnarok, hvor Blaks fingre fløj som en pentaton fugl henover tangenterne på hans ældre danske pianette, mens han skreg ravnekald i mikrofonen og som klimaks knaldede begge håndflader hårdt ned i de dybe tangenter og forenede sig med brølet fra elguitaren og trommerne. Hvorefter gruppen fortsatte med Blaks arrangement af en grønlandsk sang fra 1906, hvor han også var forsanger.
Da sættet var forbi, trak Kristian Blak stilfærdigt op i sine bukser og overlod scenen til næste band.
