Anmeldelse

Faren ved perfektionismen

22 år er der gået, siden Hilary Hahn debuterede med et album, der indeholdt halvdelen af Bachs samlede sonater og partitaer for violin. I de forløbne år er hun blevet en af verdens kendteste violinister. Med berømmelsen er hendes selvkritik også steget, og det har taget hende fem års grublen og overvejelser, før hun blev klar til at frigive de indspilninger, man hører på dette album. Det består af studieoptagelser fra 2012, med visse af satserne omindspillet i 2017. Respekt for perfektionismen, selv om sådan en syltning af eget arbejde kun tillades de største navne i musikbranchen.
Den unge Hahn valgte to Bach-partitaer og en sonate til sit debutalbum, og hun står altså tilbage med resten nu – én partita og to sonater. Spændende at hun har valgt denne ”bordet fanger”-strategi! Men en fastholder er hun, og det er egentlig ikke så mærkeligt, hvad svaret er på det påtrængende spørgsmål om, hvordan den knapt 40-årige Hahn lyder i sammenligning med hendes 17-årige jeg: Meget ens.

Hendes spil bæres oppe af lange legatolinjer, fraseret med allerstørste omhyggelighed. Hun har et smukt, men markant vibrato og mere end nogensinde en klippefast puls. Bachs mange dobbeltgreb står ikke spor i vejen for hendes flow. Intet stikker ud, ikke den mindste mislyd, ingen uegaliteter. Hun er en teknisk fuldendt violinist.
Lidt mærkeligt er det dog, at Hilary Hahns musikalske ideal er to generationer ældre end hende selv. Det kunne være Itzhak Perlman eller endda salig Jascha Heifetz (1901-1987), der er hendes forbilleder, og teknisk set er hun faktisk sine forbilleders overmand. Hendes kontrol over f.eks. den store fuga i Sonate nr. 2 er total. Men selv om Hilary Hahn bliver, hvor hun er, så går verden videre alligevel. Og følger man som lytter med i udviklingen, kan man blive både beriget og klogere, når nye døre til musikken lukkes op. Lyt f.eks. til Hilary Hahns jævnaldrende tyske kollega Isabelle Faust. En musiker med helt anderledes stilkendskab – eller måske snarere stilalsidighed, for jeg tror bestemt Hahn kender til alle de alternativer, hun afviser. Isabelle Fausts indspilning er lavet på barokviolin, men først og fremmest med dyb indsigt i barokkens retoriske sprog. Det er faktisk helt anderledes musik – både hvad angår tempo, fraseringer, klang, retorik og karakter.
Tag den lille Siciliana i Sonate nr. 1, der hos Hahn duver langsomt afsted med en ensartet puls og sammenhængende legatofraser. Hos Faust, i noget nær dobbelt tempo, er musikken en dansende sats med de sarteste nuancer og glasklar polyfoni. Rørende, humoristisk, diskret, et åndeløst øjeblik i nærvær med et andet menneske. Glem alt om ”barokpolitiet” – i forhold til Faust er det Hilary Hahn, der er fundamentalist. Hatten af for hendes mesterskab og klare holdninger. Det fortæller bare ikke nok om den musik, hun spiller.

Bach: Sonater og partitaer
Hilary Hahn, violin
Decca 483 3954

Se mere om albummet her

(Denne anmeldelse blev trykt første gang i magasinet Klassisk, februar 2019)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *