Kommentar Musikhistorie

Niels Viggo Bentzon 100 år

Niels Viggo Bentzon blev i levende live selve symbolet på moderne musik i Danmark. En ustoppelig kreativ kraft, der lige fra sit gennembrud i begyndelsen af 1940’erne var i en kategori for sig selv. I 1960’erne blev han nærmest Danmarks ”nationalmodernist” på godt og ondt, og han beholdt den status også hos dem, der aldrig havde hørt hans musik. Ingen kunne følge med i alt, hvad han komponerede, for hans enorme produktion er på 700-800 værker – det fulde overblik mangler stadigvæk.

Dertil kom hans ivrige liv som improvisator, der ofte udviskede grænsen mellem nuet og det nedskrevne. Niels Viggo Bentzon komponerede med lynets hast og kunne nedfælde hele værker på et øjeblik. Det var for ham i sagens natur, at ikke alle opusnumre kunne være på samme niveau. Omvendt kunne hans bedste værker opstå på utrolig kort tid – f.eks. det skelsættende 1. bind i serien Det Tempererede Klaver, der blev komponeret på bare 14 dage. Bentzon var bipolar og fortalte åbent om, at han arbejdede i døgndrift, når idéerne kom og måtte skrives ned, fordi han alt for godt kendte til perioder, hvor det var umuligt for ham at skabe noget som helst.

Han blev født 1919 i en familie med dybe intellektuelle og musikalske rødder. Hans far var juraprofessor og rektor for Københavns universitet, og hans mor var pianist, barnebarn af 1800-tallets nøglefigur i dansk musik, J.P.E. Hartmann, hvis farfar, komponisten Johan Hartmann, var indvandret fra Tyskland i 1700-tallet. Hartmann-slægten blev med årene flettet ind i andre danske komponistfamilier som Gade, Hamerik, Horneman og Langgaard til ét stort komponiststamtræ, og også Niels Viggo Bentzons fætter, Jørgen Bentzon, var komponist.

Niels Viggo Bentzon uddannede sig som pianist, organist og i musikteori på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1938-42 hos lærere fra Carl Nielsens omgangskreds, bl.a. pianisten Christian Christiansen og musikteoretikeren Knud Jeppesen. Som komponist var Bentzon derimod selvlært. Hans kæmpemæssige skaberværk begyndte nærmest ud af det blå i 1939, samme år, han debuterede som pianist. I 1942 fik han et gennembrud med sin Toccata for klaver, og i 1947 skabte han sensation ved ISCM Festivalen for ny musik med klaverværket Partita. Der var blevet åbnet for en sluse, og musikken fossede ud. I 1940’erne med overvejende neoklassicistiske værker med inspiration fra Stravinskij og Hindemith, og i 1950’erne med mange værker formet efter idéen om musikalsk metamorfose.

Omkring 1960 blev Niels Viggo Bentzon sammen med andre komponister fra sin generation konfronteret med en ny avantgarde, den serielle og elektroniske musik fra Centraleuropa, og han begyndte at overveje, om hans musik pludselig ikke længere var ”moderne nok”. Det blev indledningen til hans mest tumultariske periode, 1960’erne, hvor han med inspiration fra bl.a. Fluxus-bevægelsen kastede sig ud i grænsesprængende eksperimenter med forkærlighed for det absurde og surreelle. Happenings i det offentlige rum, improviserede tv- og radioudsendelser, billedkunst og fabulerende skønlitteratur blev en del af hans udfoldelser, og Bentzon fremstod som den oplagte frontfigur for en kultur i opbrud.

Men provokationstrangen gav ham nok også en ufrivillig rolle som modernistisk klovn, og det billede kom til at stå i vejen for hans produktion af mere klassicistiske værker. Fra nu af vidste publikum ikke rigtig, om hans musik var alvorligt ment eller ej, og på trods af den høje kunstneriske kvalitet gik værkerne fra de foregående årtier lidt i glemmebogen.
Kunstnerisk set blev Bentzon dog befriet af processen. Han oplevede, at han nu kunne arbejde med inspiration fra hele den musikhistoriske arv. ”Symbiotisk musik” kaldte han det selv, fordi han var gået i ét med de forgængere og idoler, f.eks. Bach, Brahms og Schönberg, som hans musikerliv byggede på. Med sit store vingefang kunne Bentzon være både outsider og klassiker på samme tid.

Niels Viggo Bentzon var i næsten 60 år meget aktiv som koncertpianist. Sine mange klaverværker skrev han først og fremmest til sit eget koncertrepertoire, og selv om han også havde en suveræn beherskelse af symfoniorkestret, var klavermusikken hans vigtigste udtryksmåde. ”Jeg er sammenvokset med klaveret – det er så fysisk for mig”, sagde han selv, og sådan så det også ud, når han spillede.
Urkraften i hans kreative strøm gjorde, at han ikke var bange for at karakterisere sin skrivemåde som ”a-intellektuel”. Men det er at forklejne hans enestående talent, for Bentzon tænkte simpelthen i færdige musikalske former og strukturer. Hans unikke begavelse gjorde ham til en ener, og der er næppe nogen anden kunstner i Danmark, der på den måde har sat sig selv i spil som komponist og musiker, vovet det hele og vundet det meste, mens han tillod alle at følge med i den livslange kunstneriske proces.

 

Se DR’s portrætfilm om Niels Viggo Bentzon fra 1960:

Og her spiller Niels Viggo Bentzon sit gennembrudsværk, Partita

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *