Musikhistorie

Victor Bendix – den første dansker i Bayreuth

Komponisten Victor Bendix (1851-1926) var en af de første Wagner-fans i Danmark. Og han var også en af de mest handlekraftige. Allerede da han var 19 år, var han i fuld gang som wagnerianer. I 1870 blev han nemlig ansat som repetitør på Det Kongelige Teater, og dermed var han i en nøgleposition, da teatret samme år iværksatte den første danske opførelse af Wagners Mestersangerne i Nürnberg.

I en kort erindringsskitse, som Bendix lavede mange år senere, fortæller han køligt, at det var ”et stort og vanskeligt Arbejde med Indstuderingen af ”Mestersangerne”, som, maaske lidt forhastet, naar vort daværende musikalske Standpunkt betænkes, var antaget til Opførelse.”
Men Bendix lykkedes så godt med opgaven, at Det Kongelige Teater uventet gav ham et stort gratiale, da han stoppede som repetitør i 1872. Bendix var ikke i tvivl om, hvad pengene skulle bruges til: Han ville til Bayreuth og overvære grundstensnedlæggelsen af Wagners kommende festspilhus.

Victor Bendix rejste derned og var til stede – muligvis som den eneste dansker – da grundstenen blev lagt. Det skete på Wagners fødselsdag, 22. maj 1872. Ved indvielseskoncerten dirigerede Wagner selv Beethovens 9. Symfoni, og Bendix havde fået en anbefaling med fra sin lærer Niels W. Gade, så han fik lov til at overvære prøvearbejdet på symfonien.

”Denne Opførelse og maaske endnu mere de forudgaaende Prøver hvortil jeg ved særlig Anmodning fra Gade til Wagner havde faaet Adgang hører til de stærkeste Musikindtryk jeg i mit Liv har modtaget – og jeg troer ikke at Begejstringen skyldes mine 21 Aars Kritikløshed. I hvert Tilfælde deltes den af ældre og mere erfarne Kunstnere. Jeg husker da endnu ”Barberen af Bagdads” navnkundige Komponist, den elskelige Peter Cornelius, staaende i Gæstgivergaarden ”der Schwan” omgivet af en Skare lyttende Ynglinge og holdende en exstatisk Tale, der endte med: ”Ja, dann sage ich Euch, Kinder, so ein Mann kommt nicht alle Zweihundert Jahre wieder.”

Bendix tog ikke direkte hjem, men fortsatte turen videre gennem Tyskland.
”Fra Bayreuth gik Rejsen til München, hovedsagelig for at høre Tristan og Isolde under Hans v. Bülows Direktion. For at fuldstændiggøre mit Indtryk af de tre Stormænd i Tysklands ny-romantiske Trekløver lagde jeg Hjemrejsen over Weimar og fik der Lejlighed til at spille for Liszt. Tillige med Gade i min tidligste Ungdom, er Liszt den af verdenskendte Musikere, der er kommet mig elskværdigst og mest forstaaende imøde.”

Den unge Victor Bendix – før han fik sit karakteristiske overskæg.

Fire år senere tog Bendix igen til Bayreuth, denne gang for at overvære indvielsesforestillingen med hele Nibelungens Ring. Han rejste sammen med kollegerne Christian Barnekow og Orla Rosenhoff, og også Grieg var til stede ved de skelsættende premierer, der foregik fra 13. til 17. august 1876. Bendix huskede tilbage:

”Jeg var dernede igen 1876 ved Nibelungen-Ringens første Opførelse, saa ham ved Forestillingernes Slutning komme frem for aabent Tæppe i sin brune Frakke og graa Benklæder for at udtale de meget omdiskuterede Ord: De har nu seet, hvad vi formaar. Nu beroer det paa Dem, om vi skal have en tysk Kunst.”
Ogsaa denne Gang fæstnedes og forstærkedes det Indtryk, jeg siden har bevaret, at Richard Wagner i Kraft af sin Vitalitet, sin bevidste og højtrettede Kunststræben, sin omfattende Viden og enorme Kunnen, i Kraft af sin klippefaste Tro og sit fantasirige Udsyn er som en Kæmpe blandt Dværge, den eneste Voxne i Nutidskomponisternes Børnehave.”

Victor Bendix’ store Wagner-begejstring fik konsekvenser. Det blev nemlig en af de faktorer, der holdt ham væk fra de vigtige poster i dansk musikliv, hvor Niels W. Gade indtil sin død i 1890 sad på magten og fordelte sin nåde til dem, han mente, var på rette spor. I den flok havde Bendix tidligere været, men i begyndelsen af 1880’erne kom det til et brud mellem de to, bl.a. fordi Bendix i stigende grad bevægede sig i retning af den nytyske skole hos Wagner og Liszt – og dermed væk fra Gades mere puritanske stil.

Resten af sit liv måtte Bendix udfolde sine talenter på egen hånd og uden hjælp fra musiklivets hovedinstitutioner, selv om han helt oplagt kunne have været en strålende dirigent for Musikforeningen, kapelmester på Det Kongelige Teater eller direktør for Musikkonservatoriet.
Friheden brugte Bendix til gengæld til at vise, hvad det konservative danske musikliv forsømte. I 1899 dirigerede han som den første i Danmark symfonisk musik af Bruckner, og i 1900 og 1901 lavede han koncertante opførelser af Wagners Siegfried og af Tristan og Isolde, som endnu ikke var blevet spillet på Det Kongelige Teater.
En anmelder skrev om Tristan-koncerten: ”Alt var udsolgt, og Publikum var vildt begejstret. Der blev klappet i 5 Minutter i Træk, og Sangerne maatte hver for sig flere Gange frem for at takke. Aftenen blev saaledes den smukkeste Sejr for Hr. Bendix – til Skam for det kgl. Theater.”

Victor Bendix, ca. 1915. 

 

Jeg arbejder for tiden på en bog om Victor Bendix, der bliver den første biografi om denne fascinerende komponist, dirigent og pianist. Bogen udkommer i 2021 på forlaget Multivers.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *