Victor Bendix var født i 1851 og spillede klaver på højt niveau, allerede da han var dreng. Han var bare 15 år, da han blev optaget på det nystiftede Musikkonservatoriums allerførste årgang, og som protegé af dansk musiks topfigur, Niels W. Gade, kunne unge Victor Bendix se frem til en flot karriere. Men få år senere drejede hans udvikling i en anden retning, nemlig mod Tyskland og den “nytyske” musikstil, anført af Wagner og Liszt.
Bendix tog i 1872 på sit livs første udlandsrejse, som gik til Bayreuth. Her overværede han, at Wagner nedlagde grundstenen til sit nye festspilhus, og han fulgte Wagners prøver på Beethovens 9. Symfoni, der blev opført ved indvielsen. Rejsen fik afgørende betydning for Bendix, der knyttede livsvarige kontakter i det tyske musikliv. Det medførte også, at hans opus nr. 1 og 2 udkom i Tyskland.
Fünf Clavierstücke (op. 1) var komponeret i 1870-72, da Bendix var 19-20 år. Stykkernes detaljerede satsteknik, dynamik og forfinede stemmeføring overgår klart, hvad man kunne forvente af traditionelle karakterstykker, som de ved første øjekast ligner. De danske anmeldere var overraskede over, at den unge komponists debut stillede så tydelige krav til både ham selv og de udøvende.
Enklere er Bendix’ charmerende opus 2, In kleinerem Style fra 1873, men typisk for Bendix er selv ikke hans korte stykker i ”enklere stil” overfladiske. Han tillod ikke sig selv at lave musik, der ikke var fuldstændig gennemarbejdet. Måske hentyder den ”enkle stil” snarere til musikkens lidt arkaiske træk, inspireret af ældre komponister som Schumann, Mendelssohn – og Gade.

På hjemvejen fra Bayreuth i 1872 stoppede Bendix i Weimar for at præsentere sig for tidens største klavernavn, Franz Liszt. Også Victor Bendix’ storebror, pianisten Otto Bendix, var med. Påvirkningerne fra rejsens indtryk hører man i Victor Bendix’ næste klaverværk, op. 8, komponeret i 1874. Det består af to længere, improvisatoriske satser: Nr. 1, Serenade-Scherzo, som er udadvendt og munter, mens nr. 2, Seelenerlebnisse (”Sjæleoplevelser”), er et bekendende, Liszt-inspireret tonedigt om en ung kunstners indre kampe. Stykket bygger på en sonet af den dansk-tyske digter Edmund Lobedanz, hvis vers blev trykt i noderne, på samme måde som i Liszts berømte Petrarca Sonetter. Bendix’ op. 8 blev tilegnet storebroderen Otto, der kæmpede for at trænge igennem det sammenspiste københavnske musikliv og var nogle år forud for Victor Bendix hvad angik ”sjæleoplevelserne”.

I op. 9, Stimmungsbilder fra 1874, fortsætter Victor Bendix udviklingen af sit tonesprog og sin udsøgte kompositionsteknik. Trangen til at udforske det virtuose høres i den effektfulde 3. sats, Bacchanten-Zug (”Bakkanternes optog”), et bravour-stykke, der skal spilles så hurtigt som muligt. Det er klavermusik af en art, der findes meget få eksempler på i Danmark, hvor man traditionelt har været meget skeptisk overfor alle former for virtuose udfoldelser.
Bendix var meget selvkritisk og gav kun 33 af sine ca. 100 kompositioner et opusnummer. I en del af dem sammensætter han kontrasterende satstyper som march, menuet, vals eller polka, f.eks. i klaverværket Nocturne und Walzer (op. 11a) fra slutningen af 1870’erne. Den smukke, indadvendte e-mol Nocturne bevæger sig i bølgende 12/8-takt og danner en harmonisk balance med den joviale og rustikke Vals i G-dur.

I 1880’erne opholdt Bendix sig i stigende grad i Tyskland, hvor han lettere fik anerkendelse end i Danmark. De udenlandske forbindelser førte også til, at hans brillante Capriccio fra 1880 blev udgivet i Budapest og trykt i en samling med etuder af forskellige komponister. Stykket blev formentlig aldrig nogensinde spillet i Danmark.
Langt større udbredelse fik Bendix’ op. 22, Album, der teknisk set er inden for rækkevidde af flere. Det er et samleværk med ti korte stykker, komponeret gennem en lang årrække (1870-88). Fire af stykkerne er revisioner af tidligere stykker fra op. 1, 2 og 9. I Album giver Bendix stykkerne karakteriserende titler og for første gang også titler på dansk, f.eks. ”Folkevise” og ”Forårssang”. Samlingen er tænkt, så den kan opføres som en helhed, og slutter derfor med satsen ”Epilog”.

Victor Bendix oplevede i 1891 et stort nederlag, da han blev fravalgt som Gades efterfølger som dirigent for Musikforeningen, Danmarks førende koncertinstitution. Nogle år senere svarede han igen, da han skabte sin største klaverkomposition, Sonaten i g-mol op. 26. Den blev komponeret i 1896, og Bendix uropførte den i 1898. Ved siden af Bendix’ Klaverkoncert fra 1884 er Klaversonaten hans største værk for klaver, og med en spilletid på 45-50 minutter er den også hans længste komposition overhovedet – og formodentlig det største klaverværk, der indtil da var skrevet i Danmark. Det er en særdeles ambitiøs sonate, som er en meget stor udfordring for pianisten og også kræver fuld opmærksomhed af lytteren.

Sonatens 1. sats er lang og fuld af spændinger. Den er baseret på akkordspil, og både det tragiske hovedtema i g-mol og det korte, forløsende sidetema i B-dur er, typisk for Bendix, skabt til at være brikker i et detaljeret tematisk udviklingsarbejde. Musikken breder sig gennem lange kromatiske sekvenser, og kampen er på samme tid både rastløs og stolt.
Ovenpå førstesatsens udladning virker den korte, diabolske andensats som et humoristisk intermezzo. 3. sats består af 11 variationer over et folkesangs-lignende tema. Det er et af de få eksempler hos Bendix på en variationssats og er næsten et ”værk i værket”. 4. sats er den store finale, der med sit anspændte indhold i sonatesatsform har vægt til at modsvare førstesatsen. Denne gang med et hovedtema i marchtempo, der kraftfuldt bevæger sig mod målet, og et hymnisk sidetema, der varsler en forløsning af værkets kamp med sig selv. Mod slutningen vender temaerne fra 1. sats tilbage og binder en sløjfe om indholdet, ligesom det sker i alle Bendix’ symfonier. På den måde nærmer Bendix’ stort anlagte Klaversonate sig næsten at være en ”symfoni for klaver”.

Bendix havde sonaten med på programmet, da han i 1903 spillede sine hovedværker ved en tredages festival i Berlin, hvor han også dirigerede Berliner Filharmonikerne i sine tre første symfonier og Klaverkoncerten. Festivalen var et højdepunkt i Bendix’ liv. Men udviklingen indenfor musikken var for alvor begyndt at gå hurtigt, både i Danmark og i Tyskland, og det gik langt videre, end Bendix ønskede. Nok var han fremskridtsorienteret, men ikke på bekostning af den teknik og de værdier, han selv mestrede så suverænt. Stilistisk er der derfor ikke den store forskel på den musik, Bendix skrev efter år 1900 og den, han havde skrevet to-tre årtier tidligere. Som konsekvens skruede han ned for produktiviteten. Hans sidste store værk er Symfoni nr. 4 fra 1906, og hans sidste klaverudgivelse blev 5 Klaverstykker (op. 33). Det var igen et opsamlingsalbum – musikken er skrevet i perioden 1880-1919 og delvist baseret på revisioner af tidligere stykker. Bendix’ æstetiske standpunkt var helt afklaret, og det yndefulde, forfinede Præludium i op. 33 er lige så meget en nobel epilog som en ny begyndelse.

Victor Bendix døde i 1926, 74 år gammel. Han var en meget aktiv og højt respekteret pianist og klaverpædagog indtil få måneder før sin død.

Victor Bendix ved klaveret, tegnet i 1919, da han var 67 år, af August Tørsleff.

 

Her kan du høre nogle af de stykker, jeg omtaler i artiklen:

 

Denne artikel er en forkortet udgave af min tekst til Isabel Carlandes indspilning af alle Victor Bendix’ værker for soloklaver. Indspilningen udkom i 2021 på Danacord. Læs mere om den her.