Meterlange, spindelsvævstynde tråde af silke er spændt ud gennem rummet og fastgjort direkte i strengene på to klaverer og en el-bas. Rører man ved trådene sætter man instrumentstrengene i bevægelse og skaber ganske svage klange, kun akkurat hørbare, men lidt kraftigere, hvis man bruger neglene til at kure henover trådene. Den mindste lyd får betydning på den måde.

“Man lægger sit eget perspektiv bag sig, og begynder at lytte til de andre lyde omkring en”, siger den svenske lydkunstner Rosali Grankull om sin installation. “Det er en social situation, hvor man skaber fred med sine omgivelser. At lytte fører til fred. Jeg betragter mig faktisk som fredsaktivist.”

Rosali Grankull giver samtidig nyt liv til to af de mange kasserede klaverer, som ellers havde måtte lide en sørgelig ende som storskrald. Nu står et ramponeret Hindsberg og et virkelig hærget Hellas-klaver fra Finland i udstillingslokalet og får nyt liv efter deres død som tangentinstrumenter.
Mere skrøbeligt er det med silkesnorene. Det føles, som om, de kan briste ved berøringen. Og det kommer også til at ske som en gradvis afmontering af værket. “Jeg forventer at dom hänger i trasor, når det er forbi”, siger Rosali Grankull.

 

Læs mere om Rosali Grankull her