Den danske komponist Victor Bendix (1851-1926) var højt respekteret som komponist, pianist og dirigent, samtidig med at han af forskellige årsager aldrig helt fik den anerkendelse, han drømte om. Blandt de mange forhindringer var, at Bendix var politisk radikal, ateist og jøde. Han var også kendt for sin skarpe tunge og sine mange erotiske affærer. Det gjorde ham til noget af et sort får i samtidens danske musikliv, men hans outsiderposition gik også videre til hans efterliv. Derfor er hans skelsættende og virtuost komponerede Symfoni nr. 1, Fjeldstigning, slet ikke så kendt, som den burde være.

Det havde ellers tegnet meget håbefuldt for Victor Bendix. Han var vidunderbarn og komponerede allerede, da han var lille dreng. Som 15-årig blev han elev af dansk musiklivs konge, Niels W. Gade, og i en periode lignede han Gades oplagte efterfølger. Men Bendix fik smag for en ny tids musik og mistede derfor efterhånden Gades opbakning. I stedet for at følge sin mentors konservative idealer, orienterede han sig hellere mod Liszt og Wagner.

Som 19-årig blev Bendix repetitør på Det Kongelige Teater, bl.a. ved de første danske opsætninger af Wagners Lohengrin og Mestersangerne i Nürnberg. For sit honorar valfartede han til Wagners festspilby, Bayreuth, og var som den eneste dansker til stede, da Wagner i 1872 lagde grundstenen til sit festspilhus, og da man senere opførte hele Nibelungens Ring i sin helhed. Bendix benyttede også turen i 1872 til at opsøge Franz Liszt, som på det tidspunkt boede i Weimar. Flere gange de følgende år rejste Bendix til Weimar, hvor Liszt meget venligt tog imod ham, gennemså hans kompositioner og spillede firhændigt klaver med ham.
Bendix var herefter en af de førende Liszt-disciple i Danmark, og det satte et præg på hans værker fra 1870’erne.

Symfoni nr. 1 fra 1877-78 står som en milepæl i hans liv. Det var Victor Bendix’ allerførste orkesterværk, og symfonien fik den ambitiøse titel Fjeldstigning. Både i sin idé, form og teknik var symfonien et målrettet brud i dansk musik. Inden uropførelsen havde Bendix vist partituret til Liszt, som gav symfonien det blå stempel. Den lever bestemt også op til Liszts tanker om en fornyelse af musikkens sprog ved at kombinere en abstrakt firesatset form med et programmatisk indhold som i en symfonisk digtning. Det er med andre ord en symfoni, der har en ”handling”. Desuden er den opbygget med brug af cyklisk tematik, endnu et af Liszts principper.

Der findes desværre ingen fotos af Bendix sammen med Liszt, men sådan så det ud, når Liszt var omgivet af sine unge elever og beundrere i Weimar.

 

Ingen dansker havde før komponeret noget lignende, og det var lidt af en kamp for Bendix at få symfonien opført i Danmark. Det lykkedes 4. marts 1882, hvor han dirigerede den i Musikforeningen i København, som ellers blev styret med fast hånd af Gade. Inden koncerten havde Bendix lavet et stort fremstød for sit værk i pressen, og han havde fået en af Danmarks kendteste forfattere, Holger Drachmann, til at skrive et ledsagende digt til musikken. Men idéen om at kombinere poesi og symfoni var alt for krævende for det københavnske publikum. ”Tilhørerne kunde hverken finde ud eller ind, og Fjeldstigning gjorde ikke stor Lykke”, skrev en avis om uropførelsen.

Senere erstattede Bendix digtet med et forord, der redegjorde for symfonien som en beskrivelse af stræben og idealistiske ambitioner:

Under Billedet af en møisommelig Vandring mod Templet paa Bjergtinden behandler det et Menneskes frigjørende Udvikling fra letsindig Planløshed til en af en høiere Ide ledet Tilværelse.
I den første Del af Symfonien – Kampen forud for Beslutningen – brydes de tre Motiver, som skildre Idealet, Mismodet og Haabet.
Anden Del, Nocturnen, er den natlige Vandring gjennem Bjergskoven, som dragende Fortidsminder søge at standse.
I tredje Del, Marcia solenne, skildres Indvielsen i Templet, og endelig i sidste Del Livsglæden gjennem Arbeidet i Ideens Tjeneste.

Beskrivelsen kan nemt fortolkes som et selvportræt af komponisten og hans udvikling. Målet står ham klart, men kræver, at han skal overvinde både mismod og forhindringer (”den natlige Vandring gjennem Bjergskoven”) og distraherende traditioner (”dragende Fortidsminder”). Til sidst nås endemålet om at blive anerkendt af eliten (”Indvielsen i Templet”), og på dette triumferende niveau kan hans tilværelse udfolde sig med ny mening.

Victor Bendix, ca. 1884 – to år efter uropførelsen af Fjeldstigning

 

Symfonien begynder med en kort indledning, der præsenterer de tre hovedmotiver i tæt rækkefølge: Den stræbsomme, opadstigende fanfare ”Idealet”; derefter ”Mismodet”, der er indadvendt og klagende i mol; og til sidst det trøstende tema ”Håbet”, som er i dur. Gennem hele første sats veksler de tre temaer og deres sindsstemninger. Bendix arbejder meget kontrapunktisk, især i gennemføringsdelens spekulative, lavmælte afsnit, som videreføres i en fuga afledt af ”Idealet”, mens ”Håbet” samtidig blander sig. Ved satsens slutning er ”Mismodet” overtrumfet af de lyse temaer, men tvivlens undergravende tanker gnaver stadig.

Anden sats’ natlige skovscene, Notturno, er instrumenteret med raffinement og tager os gennem et tåget vildnis. ”Idealet” er med i en ny forvandling og viser vej. Et koralmotiv høres i fagotter og klarinet – det må være et af ”de dragende fortidsminder”, som programteksten omtalte. Undervejs op ad bjerget opstår der ny inspiration: Begyndelsestemaet bliver opmuntrende forvandlet, og en lille violinsolo lyser op som kortvarig blomsteridyl. Men opstigningen må ikke gå i stå, og med et kald fra basunerne minder “Idealet” os om formålet med hele nattevandringen. Det får bjergbestigeren til at stoppe chokeret op – med ”Håbet” spillet af en enlig fagot.

Rejsens mål er nær, og 3. sats, Marcia solenne, tager os med til indvielsesprocessionen i “templet”. Tonearten er Es-dur, Beethovens heroiske toneart, og hymnen vokser med både renhed og værdighed. Symfonien fortsætter direkte til 4. sats, hvor hovedpersonen nu kan udfolde sig frit og som del af det høje selskab. Satsens optimistiske hovedtema er afledt af ”Håbet”, mens sidetemaet er beslægtet med tempelhymnen fra 3. sats. I slutningen af satsen kommer Bendix’ kontrapunktiske clou, da ”Idealet” som kronen på værket spilles af basunerne, ledsaget af gong-slag som hyldest. Den målrettede anstrengelse har ført den søgende bjergbestiger til den befrielse, han havde stræbt efter.

Symfonien blev i Bendix’ levetid opført ni gange – bl.a. af Berliner Filharmonikerne – og den var anerkendt i ind- og udland som et betydeligt værk. Carl Nielsen, der i 1890’erne havde et meget tæt og inspirerende venskab med Bendix, dirigerede symfonien i 1921 i både København og Göteborg.
Blandt yngre generationer af danske komponister blev Fjeldstigning noget af et forbillede, ikke mindst for Rued Langgaard, hvis 1. Symfoni fra 1911, Klippepastoraler, i stærkt forstørret form har næsten samme program om en åndelig bjergbestigning. Men mærkeligt nok har Victor Bendix’ Fjeldstigning slet ikke været opført siden 1929, kun lavet i et par studieindspilninger. Selv om romantisk musik generelt havde det meget vanskeligt i Danmark i 1900-tallet, er det en virkelig forbløffende skæbne for et skelsættende værk, som helt klart er et ”missing link” i dansk musik.

 

Teksten er et uddrag af bookletten til en ny indspilning af Fjeldstigning. Albummet udkommer på Dacapo Records i august 2024 og er lavet af Malmö Symfoniorkester og dirigenten Joachim Gustafsson.

I 2021 udkom min biografi om Victor Bendix. Læs mere om den her.