Operetten Farinelli er et af de få værker fra dansk musikteater, der har overlevet sin egen samtid og stadig bliver opført. Listen med danske værker, der har vist sig særligt levedygtige, er ganske kort: Heises Drot og marsk, Carl Nielsens Maskarade og Saul og David, Langgaards Antikrist – og så Farinelli, der samtidig er det stykke musik, komponisten Emil Reesen i dag er bedst kendt for.

Farinelli er en bearbejdning af en fransk vaudeville fra 1835: Farinelli ou Le bouffe du Roi, skrevet af Pittaud de Forges, Henri de Saint-Georges og Adolphe de Leuven. Handlingen byggede på den halvsande historie om den virkelige person Farinelli, en af 1700-tallets største sangstjerner, der som hofsanger i Spanien kurerede Spaniens kong Filip 5. for tungsind. Vaudevillen var typisk for genren sammensat af populære numre fra operaer af bl.a. Mehul, Auber og Boieldieu, som datidens publikum kunne genkende.

Den danske dramatiker Johan Ludvig Heiberg så forestillingen i Paris og lavede en dansk bearbejdning, der fik premiere på Det Kongelige Teater 16. oktober 1837. Den kvindelige hovedrolle som Preciosa blev spillet af Johanne Luise Heiberg, forfatterens egen hustru, og stykket var en stor succes, der bed sig fast i repertoiret. Helt op i 1920’erne spillede man stadig Heibergs gamle udgave af Farinelli.

Idéen til en ny udgave kom i 1941 fra teaterdirektør Thorvald Larsen på Det Ny Teater. Den vittige forfatter Mogens Dam skulle skrive teksten, og Emil Reesen, som var en meget rutineret teater- og operettekomponist, blev engageret til at lave musikken.
I forestillingens salsprogram fortalte Reesen, at han faktisk var vokset op med Heibergs udgave af Farinelli og kendte de gamle sange vældig godt:

“Fra min tidligste Barndom har ”Farinellis” Melodier klinget i mine Ører og langt op i mine Manddomsaar kan jeg endnu fornemme den søde Klang af min Mors Stemme, naar hun nynnede: ”Se hist paa de vildende Bølger -” eller ”I Læ ved de sølvblaa Vande -”.
Da Direktør Thorvald Larsen for et Aars Tid siden spurgte mig, om jeg kunde tænke mig at være med til at gøre ”Farinelli” til en Forestilling, som ogsaa et Nutidspublikum kunde have Fornøjelse af, dukkede alle disse gamle Melodier op med fornyet Styrke, og jeg slog til overbevist om, at det gamle Partitur maatte rumme et Væld af Stof, hvorpaa man bekvemt kunde brygge videre. – Men ak! – det gamle Farinelli-Partitur, som blev mig overladt fra Folketeatrets Arkiv, var saa langtfra, hvad jeg havde tænkt mig, at jeg med stor Skepsis saa Fremtiden i Møde. Udover de 5-6 Melodier, som for et Par Menneskealdre siden var paa alles Læber, fandtes der kun nogle Kor, som i Dag vilde virke aldeles forhistoriske.”

“Jeg tumlede imidlertid med Stoffet i det forfængelige Haab, at der maaske fandtes skjulte Skatte i Partituret, men efterhaanden stod det mig mere og mere klart, at det vilde være en haabløs Umulighed at indblæse den gamle Musik fornyet Liv. – Saa kastede jeg mig over Studiet af de Samlinger af Arier, der er bevaret af Cavaliero Carlo Broschi Farinellis Repertoire, Kompositioner af hans ældre Broder Riccardo Broschi, gamle italienske Mestre og nogle Optegnelser af hans egne Kompositioner, men her gik det mig ogsaa galt, intet af dette vilde med nogenlunde Held kunne tale til et Nutidsøre, i alt Fald ikke i den Form, Mogens Dam og jeg var blevet enige om at ”Farinelli” skulde have. – Til Slut lukkede jeg omhyggeligt det gamle Partitur og de gamle Italienere ned i min Skuffe, tog et Stykke Nodepapir og en Blyant og satte mig til ud af min egen Fantasi, men min Mors spinkle Stemme klingende i Erindringen, at skrive Musiken, saadan som jeg syntes den skulde være.”

Fortællingen er bemærkelsesværdig, fordi Reesen altså havde overvejet at opdatere nogle gamle forlæg, enten vaudevillens franske arier fra 1800-tallet eller barokmusikken fra den virkelige Farinellis repertoire. At han gik i en helt anden retning må have skyldtes Mogens Dams kvikke, revyagtige tekst, der ville være svær at kombinere med den gamle klassiske musik. Derfor skrev Reesen ny musik i stil med mellemkrigstidens populære operetter af bl.a. Franz Lehar, Leo Fall og Emmerich Kálmán, som han selv havde opført så mange af som dirigent på Scala teatret.

Scenebillede fra premieren på Det Ny Teater, 1942

Handlingen forløber gennem fire akter, hvor man møder Farinelli i forskellige overraskende situationer. I første akt skal han gæsteoptræde ved en Cæciliamesse i et napolitansk nonnekloster, men klosteret bliver overfaldet af sørøvere, der tager Farinelli og den unge nonne Ines (kaldet Preciosa) med sig til deres skib. Farinelli bliver tvunget til at gå planken ud, og med sin gribende afskedssang på planken rører han sørøverne så stærkt, at de i stedet udnævner ham til ny kaptajn. Den afgåede sørøverkaptajn Domingo – der har en fortid som operadirektør! – bliver Farinellis tro ven i resten af forestillingen.

Sørøverne går i land i Spanien, hvor Farinelli, Domingo og Preciosa får tiden til at gå ved at optræde som gadesangere. Ad omveje bliver de bekendt med et kupforsøg mod den spanske konge, som bliver udsat for forgiftning og manipulation af sine ondsindede ministre. Sammen med en af de lokale spanske kvinder, den sexede og promiskuøse Carmencita, forsøger Farinelli og vennerne at opildne befolkningen til revolution. I første omgang mislykkes det, fordi det bliver regnvejr, men da Farinelli bliver ansat som hofsanger og får et fortroligt forhold til kongen, lykkes det at få sparket ministrene ud og genindsat kongen som den retmæssige hersker for sit taknemmelige folk.

Som folkekomedie adskiller Farinelli sig fra Lehar og Kalmans operetter ved at være domineret af komik og selvironi i både tekst og musik. I pressen blev den kaldt ”en moderne Showoperette”, og de løse rammer gav Emil Reesen mulighed for at trække på al den musik, han havde i hovedet. Scenerne i Madrid var anledning til at skrive musik i spanske fandangorytmer med kastagnetter, og Reesens revystil fra 1920’erne vender tilbage i numre som ”Lille Frøken Solskinsvejr” og ”Kom frit” (med revyagtige tekstlinjer som ”Kom frit, kom frit / og vær lidt ekspedit / når en ærbar señorita / for en gangs skyld har en fridag”). I den anden ende af Reesens musikalske referencer finder man en pastiche på katolsk kirkemusik, ”Ora pro nobis”, da Farinelli optræder i klosteret. Det var det nærmeste, Reesen nogensinde kom på at komponere religiøs musik!

Dertil kommer mange musikalske lån, citater og indforståede hilsener til andre musikværker. Piratkongen Domingos sang ”Old Ben Gun” er beslægtet med sømandsmusikken i operetten HMS Pinafore af Gilbert og Sullivan. Violinmellemspillet i den romantiske valseduet ”Følges ad” har sit forbillede i Lehars berømte vals fra Den glade enke, og tenorarien ”Den som har Livets Mildhed søgt” er en nær slægtning til Don Joses ”Blomsterarie” fra Bizets Carmen. Wagners matroskor ”Steuermann, lass die Wacht” fra operaen Den flyvende hollænder citeres meget tydeligt af Reesens syngende sørøvere, og i revolutionsscenen kaldes der til våben med et kort citat fra Gilbert & Sullivans operette Mikadoen (”Behold the Lord High Executioner”). Musikforskeren Jens Brincker pointerer, at Reesen her citerer en engelsk melodi for at ”kendere kan identificere våbenfællerne i oprøret med besættelsesmagten.” Omvendt er de sidste linjer af Farinellis fædrelandshymne ”Der er en sang” faktisk identiske med tre linjer fra den tyske vokalgruppe Comedian Harmonists kæmpehit ”Veronika, der Lenz ist da” fra 1930.

Det var næppe alle disse musikalske citater og referencer, Reesen hentydede til, da han fortalte: ”For de faa fra den svundne Tid som vil sidde paa Lur efter Toner fra den gamle ”Farinelli” haaber jeg det vil være en Trøst af og til i mit Partitur at opdage et Par Klange, som selvom de ikke er, saa dog synes at være et Minde om gode gamle Dage.” De mange musikcitater skyldtes dels hans sædvanlige associationsstrøm, og dels var de referencer til lyttere, der var særligt opmærksomme. Ingen anså mylderet af idéer for at være stilforvirring, og måske blev Farinelli netop så tidløs en forestilling, fordi den først og fremmest er typisk for Emil Reesens meget livlige og kalejdoskopiske fantasi.

Politikens anmeldelse af premieren i 1942

På rollelisten ved premieren 31. januar 1942 spillede Asta Hansen rollen som Precisosa, Sigrid Horne-Rasmussen var Carmencita og Valdemar Schiøler-Linck var Domingo. Instruktøren var Per Knutzon. Alle aviser rapporterede om en tordnende succes. ”Det var et Bifald af den Karakter, som faar en Anmelder til fortvivlet at pakke mulige Indvendinger sammen og blot anmelde Publikums Reaktioner”, skrev Mogens Brandt i Børsen. ”Reesen har aldrig skrevet Musik paa én Gang saa fin og raffineret melodisk og alligevel folkelig.”

En vigtig del af succesen skyldtes, at forestillingen rummede en stærk symbolik i det tyskbesatte Danmark. Fortællingen om kongen, der holdes i skak af sine ministre, passede til de danske forhold, hvor Christian 10. var blevet underlagt regeringens samarbejdspolitik med Nazityskland. Endnu en sammenligning med danske forhold var ”Revolutionsscenen” og dens pinlige budskab om, at oprøret blev aflyst på grund af regnvejr – det vattede folk vil hellere tilpasse sig overmagten end at blive våde. Og med Aksel Schiøtz, tidens førende fortolker af danske fædrelandssange, blev der lavet en tæt forbindelse til forsangerens funktion som moralsk leder, der med sin optræden får overtalt befolkningen til at kæmpe for friheden. Forestillingens morale bankes ud i Farinellis afsluttende frihedshymne, ”Der er en sang”, som med sit marcherende omkvæd besynger drømmen om frihed under ledelse af den gamle konge. Her smeltede Schiøtz og Farinelli sammen til én figur, der hylder kongen, fædrelandet og opfordrer til modstand mod fjenden.

Begejstringen for Farinelli steg og steg, og mange flere opsætninger fulgte med årene. Bedst kendt blev Danmarks Radios tv-udgave fra 1961, der gav Farinelli et kæmpe boost. De veloplagte medvirkende var Poul Bundgaard i titelrollen, Grethe Mogensen som Preciosa og Hans Kurt som sørøveren Domingo, og Grethe Kolbe dirigerede. Samme medvirkende indspillede også en lp-plade med de fleste af sangnumrene, denne gang dirigeret af Ove Peters, og den indspilning har lige til i dag været den klassiske udgave af Farinelli – og den vigtigste erindring om Emil Reesens musik. Flere generationer af lyttere har hørt Poul Bundgaard synge om ”Herren som skabte alt på jord, skabte vel også dette bord” og “Sangen har vinger” i radioprogrammer som ”Giro 413”. Tv-udgaven har også været genudgivet flere gange og er tilgængelig på nettet. Siden er Farinelli blevet genopført adskillige gange siden, bl.a. af Den Jyske Opera og i koncertopførelser i DR foruden i en mængde amatøropsætninger. Det komplette partitur har dog aldrig været indspillet, for helt efter pragmatisk musikteatertradition har man altid forkortet og beskåret antallet af numre efter behov.

Lp-coveret fra indspilningen med Poul Bundgaard, 1961. Se tv-versionen her:
https://www.dr.dk/bonanza/serie/472/tv-t—60erne/52028/farinelli-1-del

 

Redigeret uddrag fra min bog om Emil Reesen, der udkom januar 2023.
Læs mere om bogen her.