Blandt de mange bøger af den danske nobelprismodtager Henrik Pontoppidan er en kort roman, der er virkelig spændende og sjov, hvis man er interesseret i dansk musik. Det drejer sig om Hans Kvast og Melusine. En satirisk historie om en dansk komponist og hans kamp for at opretholde sin berømmelse i en tid, hvor den kunstneriske smag er ved at skifte.
Den lille bog er nok en af Pontoppidans mindst kendte romaner, og det er der vel to oplagte grunde til. Dels er titlen meget kryptisk, og dels er fortællingen nærmest en nøgleroman om specifikke personer og tendenser fra datidens musikliv. Kan man knække de nødder, er Hans Kvast og Melusine til gengæld lige så skarp og velskrevet som alle de mere kendte Pontoppidan-tekster, og dertil har den en herlig, sort humor.

Titlen først: Hans Kvast og Melusine er ikke navnene på romanens hovedpersoner, men derimod to metaforiske navne, altså ligesom Mikkel Ræv, Prins Karneval, Klods Hans eller lignende. Hans Kvast var i gamle dage betegnelsen for en latterlig, pralende person, og Melusine er en god fe fra eventyrenes verden. Det skal man vide – og det er der vel nærmest ingen, der gør i dag. Derfor misser man Pontoppidans grundlæggende karakteristik af hovedpersonerne og går måske generelt bare forbi bogen, hvis man skulle støde på den.
Denne Hans Kvast-type er en midaldrende komponist ved navn Hugo Martens, der i tiden omkring år 1900 har opnået popularitet og status i København med sin tidstypiske, romantiske musikstil. Han har et oppustet ego og kæmper hidsigt for at hævde sit kunstsyn. Nu er han dog begyndt at føle sig truet på kunstnerisk plan af en yngre komponist, som pludselig er blevet den, hele København taler om. En ung mand fra folket, der med sine vilde idéer bryder med den gamle musikstil og endda får publikums yndest for at gøre det. Den unge mand hedder Nielsen – Sivert Nielsen – og har ikke bare et meget jævnt navn, men også en aldeles uforfinet baggrund, nemlig som grovsmed på et skibsværft!

Det er let for Hugo Martens at hovere over den unge rival, der mangler den sædvanlige finesse. Til gengæld kommer Martens i tvivl, da han af sin forlægger bliver bedt om at gennemlæse manuskriptet til en ny klaverkoncert, skrevet af en ung, forhutlet komponist, Vagn Thorbjørnsen. En fattig akademiker, der må ernære sig som værtshusmusiker. Thorbjørnsen er tilsyneladende blot endnu en opkomling. Problemet er, at Martens virkelig er imponeret over hans nyskabende musik!
Oveni denne kunstneriske midtvejskrise fører Hugo Martens’ kaotiske privatøkonomi ham til desperation. Historiens handling skal ikke nærmere afsløres her, men Martens får til sidst et comeback som religiøst-orienteret romantiker med storværket Syndfloden, ”den mest glimrende komposition i skandinavisk musik”, som Pontoppidan lader det betegne.

Hvem skal Hugo Martens forestille?
Årstallet for historien bliver defineret præcist, for i bogen mindes Hugo Martens, hvordan han som 20-årig fik foretræde for nestoren i dansk musik, J.P.E. Hartmann, der på det tidspunkt var 87 år. Da Hartmann (en af de få virkelige komponister, der er nævnt i bogen) var født i 1805, fandt mødet altså sted i 1892, og Martens må derfor være født i 1872. Og da man i bogen hører, at Martens nu er 41 år, foregår bogen altså i 1913. Sivert Nielsen må som yngre komponist derfor være født i begyndelsen af 1880’erne og Vagn Thorbjørnsen omkring 1890.
Året 1913 som tidspunkt for værdiernes brydningstid kunne ikke være mere nøje valgt. Der er bare det problem ved logikken, at Hans Kvast og Melusine udkom i 1907! Så enten har Pontoppidan regnet forkert – eller også har han, mere sandsynligt, bare valgt, at Hartmann skulle have haft den høje alder af 87 år, da Hugo Martens som 20-årig mødte ham.

Skal Hugo Martens så forestille at være en karikatur af en bestemt dansk komponist? Der er træk fra Victor Bendix (f. 1851) – hans arrogance, hans kunstnersaloner, hans utroskab, hans arbejdssommervilla i Nordsjælland og hans ”sodfarvede brune øjne”, som Pontoppidan skriver – men Bendix havde bestemt ikke en ung, naiv kone, og han var ikke så højt placeret i musiklivet, som Martens er det i bogen. En anden model som konservativ komponist fra samme generation kunne være Otto Malling (f. 1851), der ligesom Martens sluttede sin karriere med at skrive bibelsk musik, men Malling levede slet ikke noget kulørt og ukontrolleret kunstnerliv. En sådan kaotisk romantiker havde man til gengæld i form af Emil Hartmann (f. 1836), der var kendt og berygtet for sine ustyrlige udfald mod alle sine modstandere. Hvad Martens’ populære, sentimentale småstykker angår, peger de dog mere i retning af musikken af P.E. Lange-Müller (f. 1850) end nogen af de førnævnte komponister.

Vælger man at se på Martens mere præcist kronologisk, altså som en komponist født i 1872, passer det med senromantisk-orienterede komponister som Hakon Børresen og Ludolf Nielsen, begge født 1876. Ligesom Hugo Martens komponerede både Børresen og Ludolf Nielsen operaer, og Ludolf Nielsens oratorium Babelstårnet fra 1914 svarer ganske godt til Martens’ Syndfloden. Pontoppidan fortæller desuden, at Hugo Martens har arbejdet på en programsymfoni med titlen Mod Lyset, og det er uhyre tæt på de symfonier med religiøse emner, som Ludolf Nielsen i smug baksede med på den tid – men opgav at komponere. Hverken Børresen og Ludolf Nielsen havde dog Hugo Martens’ aggressivitet, og de var heller ikke så feterede navne i musiklivet, som det fremgår, at Martens er. Og som sagt var Babelstårnet altså slet ikke komponeret, da Pontoppidan skrev bogen i 1907.

Hugo Martens må man derfor ses som et sammensurium af danske romantiske komponister, der var aktive omkring århundredskiftet. At det ikke passer perfekt med én bestemt, skyldes især, at bogens konflikt er blevet skærpet ved at Pontoppidan har gjort Martens mere gammeldags, og den nye tids mand Sivert Nielsen mere moderne, end situationen var i 1907. Det er forfatterens kunstneriske ret, og den er med til at gøre fortællingen så satirisk og skarp.
Hans Kvast og Melusine har ry for at være en sær bog, men som camoufleret musikkritik og beskrivelse af det københavnske komponistmiljø rammer den altså virkelig plet.

 

Tak til musikforskeren Lars Ole Bonde for at gøre mig opmærksom på Hans Kvast og Melusine.
Bogen kan læses på f.eks. e-reolen.