Tag til sankthansbål i en gennemsnitlig dansk by, og du vil uvilkårligt høre en sang fra 1887 med tekst af Holger Drachmann. Midsommervisen, der stammer fra hans skuespil Der var engang.
Sangen kan synges på to meget forskellige melodier. Den oprindelige melodi fra 1887 er af P.E. Lange-Müller, der skrev al musikken til Der var engang. Musikken til teaterstykket drejer sig især om strofiske sange og viser samt nogle mellemspil og en lille ouverture. Det meste er holdt i en charmerende, naivistisk eventyrstil med rokoko-pasticher, spillemandsmusik og andre “ufarlige” musikalske træk.
Der var engang blev en kæmpe succes ved premieren i 1887, og det følgende hundrede år blev det alene på Det Kongelige Teater opført næsten 500 gange – et tal, der kun er overgået af Heibergs nationale skuespil Elverhøj med musik af Kuhlau.
Midsommervisen synges af en jæger i slutningen af stykket. Det er en solosang, hvor et kor bakker op i omkvædets gentagelse. Altså ikke en fællessang. Men den gør en flot virkning med det hymniske omkvæd og Drachmanns højtsvungne ord om midsommer som årets egentlige højdepunkt (mere elsket end jul) og med understregningen af den danske nations fredsommelighed, livsglæde og hjertevarme.
Men lad os være ærlige: Det er en håbløs fællessang, og problemerne er kun blevet værre med tiden. Drachmanns tekst med dens høje poetiske stil er i stigende grad uforståelig. Hvad menes der med “ufredens ånd over mark, under strand”? Selve beskrivelsen af sankthansfesten passer heller ikke længere med virkeligheden – ungdommen er ikke længere en landbobefolkning, der denne ene dag om året slipper for det hårde arbejde på gården og kaster sig ud i dans, som var de tumlende føl.
Så er der melodien, det mest velkendte problem. For der er et kæmpe misforhold mellem hvor virkningsfuld, sangen lyder i teaterstykket eller evt. sunget af et klassisk kor, og hvor dårlig den er som fællessang. Melodien er svær at synge og næsten umulig at lære korrekt. Den har store melodiske spring, skiftende taktarter og en ulogisk vekslen mellem punkterede og lige rytmer. Den er så uregelmæssig, at Lange-Müller selv havde problemer med at skrive den ned på noder! Han valgte at notere verset i 3/4 med trioliserede ottendedele (både punkterede og lige), hvad der er svært læseligt og desuden virker ulogisk, for man hører melodien som 9/8. Det har man derfor valgt at rette i Højskolesangbogen, men noteret i 9/8 giver det desværre nødvendigheden af at skrive mellemstykkets basgang med duoler (nok den eneste forekomst af duoler i Højskolesangbogen). Noteret i 3/4 kan Lange-Müller nøjes med almindelige ottendedele i bassen, men han har så til gengæld en mere indviklet melodistemme.
I omkvædet fortsætter uregelmæssighederne: Første gang, det synges, går det i 3/4, anden gang i 2/4! Meningen er, at gentagelsen har en såkaldt “stretto” virkning, hvor der skrues op for rytme og intensitet, men den slags uregelmæssighed er helt umulig at forholde sig til i en fællessang. Sangen er og bliver en solosang, endda en ret kompliceret en af slagsen.
På trods af de uoverstigelige problemer etablerede Midsommervisen sig i løbet af 1900-tallet som fællessang, bl.a. fordi der ikke er ret mange andre deciderede sankthanssange i fællessangrepertoiret. Derfor blev den som fællessang en del af den musikalske dannelse – Midsommervisen skal man bare kunne. Så sent som i slutningen af 1990’erne blev prinsesse Alexandra udfrittet af TV-avisen, om hun kunne Midsommervisen. Prins Joachim måtte gribe ind i interviewet og pointere, at hun havde lært den, selv om rytmen ellers er vanskelig!
På det tidspunkt var Lange-Müllers melodi ellers stort set udkonkurreret af den popmelodi, Shu-bi-dua lancerede som alternativ i 1980. Det skete i et tv-program i monopoltidens dage, og gennemslagskraften var øjeblikkelig. Den catchy melodi er nem at huske, langt mere logisk opbygget, og uden de forvirrende uregelmæssigheder i struktur og rytmik. At melodien til gengæld har lifts, skabte et nyt skel, for liftede rytmer er kendetegnet for “ikke-klassisk” stil. Derfor kunne Shu-bi-duas melodi nemt affærdiges af konservative tilhængere af den gamle, vanskelige melodi.
Men denne gamle garde er snart gået bort, og hvis Drachmanns tekst overhovedet fortsat skal synges som fællessang, må det blive i Shu-bi-Duas udgave. Lange-Müllers flotte melodi må hellere forblive det, den er tænkt som: En koncertsang, der synges solo eller af et klassisk skolet kor. Der er ingen grund til at besvære Gud og hvermand med at forsøge at forvandle Lange-Müllers Midsommervisen til noget, den ikke er.
Her kan du høre de to versioner: