I København i midten af 1800-tallet, da komponisten Peter Heise levede, var strygekvartetter noget, der blev spillet privat. Der var mange dygtige strygermusikere i byens velhavende kredse, og deres saloner havde god plads til de udøvende og deres private tilhørere. ”Der var vel næppe et rigtigt musikalsk Hus, der ikke havde sin regelmæssige ugentlige Kvartetaften”, skrev musikhistorikeren Angul Hammerich om den højkulturelle del af den danske hovedstad, som også var hans eget barndomsmiljø.

Første gang, en strygekvartet blev opført ved en offentlig koncert i Danmark, var i 1854. I 1868 blev der stiftet en københavnsk musikforening udelukkende for kammermusik, den såkaldte Natmandsforening (der stadig eksisterer), og herefter begyndte strygekvartetgenren langsomt at få status som offentlig musik, der henvendte sig til et bredere, billetkøbende publikum.
Strygekvartetter levede altså dengang en ret skjult tilværelse i Danmark. Alligevel er det mørke, som har ligget over Peter Heises strygekvartetter, ret utroligt. De seks strygekvartetter af Heise blev ikke en del af det offentlige musikliv på hans egen tid, og efter hans død blev værkerne pakket væk, på trods af, at Heise var en af Danmarks mest populære og elskede komponister. Glemslen har varet lige til i dag.

Berømt som vokalkomponist
Peter Heise var født i 1830 og døde som blot 48-årig i 1879, da han var på toppen af sin kunst. Han havde kort før sin død oplevet succes med sin fremragende opera Drot og marsk, vel nok 1800-tallets bedste danske opera. Heises hundredvis af sange og romancer var også meget populære og var begyndt at udkomme i store oplag. Han blev derfor i høj grad regnet for at være vokalkomponist.
På det tidspunkt var manuskripterne til Heises seks strygekvartetter i hænderne på hans ungdomsven, cellisten Julius Holm, der beholdt dem indtil sin død i 1909. I Holms dødsbo blev noderne, der bar tegn af at have været flittigt brugt, opdaget af en bibliotekar fra Det Kongelige Bibliotek, som leverede dem tilbage til Heise enke, Vilhelmine.

Vilhelmine (”Ville”) Heise var på det tidspunkt 71 år og ville åbenbart i et forsøg på at beskytte sin mands høje, posthume anseelse ikke lade ukendte værker fra hans yngre år forstyrre billedet. Det var sandsynligvis hende, der pakkede manuskripterne til hans strygekvartetter nr. 2 til 6 sammen i en mappe, påtegnet ”Ungdomsværker”. Noderne til strygekvartet nr. 1 blev lagt i en mappe med andre værker, der ligefrem blev påtegnet ”Heises skrevne Noder fra ældre Tid, ikke trykkes, maaske helst brændes.”

Lagt bort – og glemt
Alle kvartetmanuskripterne blev efter Ville Heises død i 1912 overgivet til Det Kongelige Bibliotek, men som frasorterede værker fik de ingen opmærksomhed. Der var kort sagt intet offentligt kendskab til kvartetternes eksistens. Den første biografi om Heise fra 1926 nævnte kun i form af et kort brevcitat, at Heise på et tidspunkt havde arbejdet på en kvartet, men først da et udvalg af Heises breve udkom i 1930, kunne man læse hele brevet, hvor Heise omtaler sin strygekvartet i g-mol (den kvartet, der i dag har nr. 6): ”Nu er jeg i i færd med en Strygeqvartet, hvoraf det første Stykke er færdigt, og jeg er meget tilfreds dermed; den gaar udaf gmoll. Havde jeg kun saavel fat paa det 3die Stykke i den; det er jeg paa Jagt efter i disse Dage.” Sådan skrev Heise i januar 1857 til vennen Edvard Holm, bror til førnævnte cellist Julius Holm.

Brevcitatet fik musikjournalisten Richard Hove til at gennemgå manuskripterne i biblioteket, og han fandt den omtalte g-mol kvartet, som derefter blev opført i 1931 i Hoves hjemby, Thisted. Ti år senere skrev Hove en præsentationsartikel i Dansk Musik Tidsskrift om Heise som kammermusikkomponist og var her den første til at oplyse, at Heise faktisk havde skrevet over 20 kammerværker, bl.a. seks kvartetter.
I 1945 blev g-mol kvartetten spillet i radioen af tidens førende danske kvartetensemble, Erling Bloch Kvartetten, og fra 1950’erne og frem var der enkelte opførelser af Heises Kvartetter nr. 3, 4 og 6, der nu cirkulerede i diverse afskrifter. Men ingen af kvartetterne bed sig fast i repertoiret i Danmark, og ingen af dem blev trykt eller indspillet. Ganske mærkeligt, for der er bestemt ikke en overflod af danske kvartetter fra 1800-tallet at konkurrere med.

En af årsagerne til at så god musik bare blev lagt væk, var at Heise dybest set ikke komponerede for at opnå stor berømmelse eller for at tjene penge. Han havde han en mere privat indstilling til sit musikalske arbejde, og velhavende var han blevet i 1859 gennem sit ægteskab med Vilhelmine, der var datter af en af Danmarks rigeste mænd. At Heise ikke selv prøvede at få kvartetterne udgivet, var derfor ikke udtryk for hans egen kvalitetsvurdering.
Negligeringen i 1900-tallet skyldtes nok især den dalende interesse for den ældre danske musik generelt. Det har ændret sig i dag, og i 2017 blev værkerne for første gang udgivet på tryk i et samarbejde mellem Det Kongelige Bibliotek og Københavns Universitet. Efter lang tids dvale kan de seks strygekvartetter nu omsider spilles, høres og nydes.

 

Uddrag af covertekst til indspilning af Strygekvartet nr. 1-3 med Nordic String Quartet, udgives af Dacapo Records i 2023