Et af de danske orkesterværker, der var mest populært i midten af 1900-tallet, var rapsodien Himmerland af Emil Reesen. Et festligt og originalt stykke musik, der desværre er gledet ud af repertoiret. Det klinger ellers stadig frisk og vittigt, præget som det er af Emil Reesens humoristiske fantasi og store orkesterbeherskelse.
Emil Reesen skrev stykket i 1926. Han havde dengang arbejdet i mere end et årti som teaterdirigent og revykomponist, og han var et af hovednavnene på Københavns største underholdningsteater, Scala Teatret. Men i 1925 droppede han dansk showbusiness for at koncentrere sig om sin største interesse: At skrive klassisk musik. Derfor vendte han ryggen til det hele og flyttede til Paris. ”Jeg ville noget andet og højere end spille Revue- og Operettemusik, og jeg maatte ud af den hele Atmosfære, saa fornøjelig den end kunne være. […] Omstraalet af Lys, Fest og Popularitet følte jeg en underlig Tomhed i dette Arbejde” fortalte han senere.
I Paris blev der på den tid skabt musik af største raffinement, og kunstnere fra hele verden flokkedes for at blive en del af miljøet. Reesen boltrede sig i musiklivet og fik også hilst på de store franske komponister Maurice Ravel og Albert Roussel.
”Det var en helt ny Verden, der her aabenbaredes for mig,” fortalte Reesen. ”Al moderne Musik fik Opførelse i Paris paa den Tid, og Studiet af disse Værker og de pragtfulde Orkestre, som fortolkede dem, blev af stor Betydning for min fremtidige Udvikling.”
Emil Reesen havde base i Paris i to år. Senere i livet erkendte han, at han ikke fik komponeret ret meget i sin parisertid, hvor det meste af tiden gik med at have det sjovt. Han skrev ellers både meget ambitiøs balletmusik og operetter, men måske fordi han var på lang afstand af Danmark, fik han ikke bragt forestilingerne til opførelse.
Undtagelsen var Himmerland, som han komponerede i december 1925. Det blev en kæmpe succes.
Reesen fortalte senere, hvorfor han – der ikke selv kom fra Himmerland – havde skrevet et jysk værk i Frankrig. Det var sket på opfordring en dag, hvor han som sædvanlig hang ud på en af de parisiske caféer sammen med forskellige andre kunstnere:
”Det var min kære, gamle Ven, Billedhuggeren Anders Bundgaard, der gav mig idéen”, huskede Reesen. ”Naar vi om Eftermiddagen dernede sad ved vores Amer Picon foran Café Weber, nynnede han altid paa sine gamle, jydske Bondesange, og en Dag sagde han rent ud: ”Du skulde tage og skrive noget over de her Melodunter. – Og det gjorde jeg saa.”
Caféstemning fra 1920’ernes Paris – måske Reesens yndlingsaperitif, Amer Picon, er i glassene her?
De temaer, man hører i Himmerland-rapsodien, er altså ikke velkendte danske folkesange, men korte, anonyme “melodunter”, som Bundgaard må have husket fra sin opvækst i Himmerland. Forvandlet til orkestermusik dukker det første tema op, næsten impressionistisk, i rapsodiens indledning, men glider så væk igen. Reesen har her afluret, hvad Ravel gør i sit bravurstykke La Valse, hvor man trylles ind i et bestemt musikalsk univers – hos Ravel er det wienervalsen, hos Reesen spillemandsmusikken.
En Adagio-overgang giver temaet en mystisk karakter, farvet af en hornstemmes heltoneskala, og med en afsluttende harpeakkord bliver hypnotiseringen fuldendt: Nu er vi kommet til Himmerland, hvor bondefesten skal holdes.
Dansemusikken går i gang, først i træblæserne, mens violinerne på løse strenge tjekker stemningen af deres instrumenter. Den første spillemandsmelodi gentages flere gange i varieret instrumentation, og den kulminerer for fuldt orkester som en pompøs festpolonaise, inden Reesen abrupt bryder af. Han går nu videre med et nyt, langsomt tema, der på skift med det forrige tema behandles på meget fantasifuld og vittig måde og i konstant varieret orkestrering. En ren opvisning af Reesen.
Denne første del af rapsodien afsluttes af en gentagelse af ”festpolonaisen”, der lige som sidst fører til et pludseligt brud, og via en gentagelse af det impressionistiske indledningsafsnit bliver afløst af et nyt tema.
Her følger så den langsomme midterdel af Himmerland. Reesen forklarede nærmere om billedhugger Bundgaards melodunter fra Himmerland: ”Pudsigt nok var Melodierne til Skæmteviserne altid de drøveligste, og det er derfor Skæmteviserne, jeg har benyttet til min Adagio.”
Det første Adagio-tema har altså haft en eller anden vittig sangtekst, og som skæmtevise må tempoet have været meget hurtigere, end det fremstår her. I Reesens hænder forvandles visen derimod til et melankolsk tema, som han behandler med største klangskønhed. Det er bedårende smuk musik i ærkeromantisk stil.
Den langsomme satsdel afløses af en ”scherzo-sats” med to temaer i polkarytme. Intensiteten stiger, musikken bliver mere stakåndet, og to nye temaer blander sig og forenes i et polyrytmisk, beruset kaos. Det ender med et brag – og i stille nuancer hører vi mindelser om temaerne fra første del af rapsodien. Efter en kort gentagelse af den impressionistiske spillemandsmusik fra indledningen er fantasien forbi. Den afrundes til allersidst af et kort, humoristisk punktum, sat med præcision af den garvede showmand Emil Reesen.
Himmerland blev uropført 21. november 1926 ved Palækoncerterne, dirigeret af Frederik Schnedler-Petersen. Første gang Reesen selv dirigerede stykket var 3. januar 1928 i en radiokoncert med overskriften ”Folkemusik i rhapsodisk Bearbejdelse”, hvor han også spillede Johan Svendsens Norsk Rapsodi nr. 2, Hugo Alfvéns Midsommarvaka og rapsodier af bl.a. Dvorak og Liszt for at vise, hvilken tradition, hans stykke stammede fra.
Det blev en øjeblikkelig succes, og stykket blev også Reesens mest opførte værk i udlandet. Himmerland er et overdådigt eksempel på en genre, han altid var leveringsdygtig i, nemlig potpourriet, som han her ophøjede til et suverænt orkesterstykke. Samtidig viste han, at nationalromantikken ikke var død i 1925 – den levede fint videre med nye udtryk.
Her kan du høre Himmerland i Reesens egen fremragende indspilning fra 1953, hvor han dirigerer DR Symfoniorkestret: