Anmeldelse Musikhistorie

Da tre tyrolersangere udkonkurrerede Fidelio

– og publikums madpakker faldt ned fra loftet og landede midt på operascenen. Den slags historier er Henrik Engelbrechts bog Opera i guldalderens København fuld af. En meget underholdende udgivelse, der giver læserne et nærbillede af livet på og bag operascenen i første halvdel af 1800-tallet på Danmarks eneste teater.

I stedet for en traditionel musikhistorisk fremstilling af komponister, værker og årstal er fokus på miljøbeskrivelser, skæbnefortællinger og sigende anekdoter. Alt det farverige stof, der ellers sjældent er med i en historiebog. I Engelbrechts bog kommer man tæt på byens publikum og kunstnertyper, der også dengang var en vildt broget skare. Vanvid, druk, skandaler, genier, umulige forhold, satsninger, fattigdom, fiaskoer og store forhåbninger – det var der i musikkens verden, dengang som i dag.

Eckersbergs tegning af det sædvanlige kaos i billetkøen ved Det Kongelige Teater

Detaljer fra kamppladsens hverdag
Meget af kildematerialet er ukendt og kommer fra Det Kongelige Teaters protokoller, som rummer meget konkrete oplysninger om de mennesker, der stod for hurlumhejet. Også om de fortvivlede fagfolk fra udlandet, der kom hertil og prøvede at få det bedste ud af forholdene i København. Den italienske sangpædagog Siboni og den tyske Mozart-forkæmper Kunzen får fortjent hæder for deres tapre indsats! Teatrets direktion derimod var hofembedsmænd uden megen interesse eller forstand på kunst. Øverst var naturligvis kongen, som heller ikke holdt sig tilbage med at gribe ind, når der skulle tages beslutninger om byens opera.

Mange danske komponister og librettister knækkede nakken på de første forsøg på opera. Kunzen, Kuhlau, Weyse, H.C. Andersen og Oehlenschläger kæmpede ikke kun med de håbløse forhold, men også med egen usikkerhed og ikke mindst publikums og direktionens smag, for generelt ville danskerne hellere have syngespil end opera. Guldalderen igennem var der evindelig debat om den fremmede nye kunstart, og oppositionen var stærkt splittet. Opera eller syngespil? Recitativer eller talt dialog? Dansk eller italiensk? Rossini eller Weyse? Den sejlivede kamp demonstrerer, at guldalderens berømmede landvindinger ikke skete fra den ene dag til den anden. Tre tyrolersangere stjal i hvert fald fuldstændig billedet, da de gik på scenen efter den danske førsteopførelse af Beethoven Fidelio i 1829!

De billige pladser i en såkaldt “høkerloge”.

Skuespiller med sangpligt
På teatret blev der dengang spillet mere end 100 forskellige musik- og teaterforestillinger hver sæson, så prøverne var knappe og kunne ofte tælles på én hånd. Scenografien blev klaret med en stak udtjente standardkulisser, der måtte gøre det ud for lidt af hvert. Henrik Engelbrecht beskriver malende den for os fuldstændig aparte holdning til scenekunst. De første danske operasangere var simpelthen bare skuespillere, der blev pålagt at synge (hvordan har det dog ikke lydt??), danserinderne var ofte afhængige af en sugar daddy blandt publikum, hvis de da ikke ligefrem var prostituerede, og koret bestod af byens håndværkere, der ankom til prøverne efter en lang arbejdsdag som murere eller tømrere uden at have haft mulighed for at indstudere noget som helst.

Lige så broget var publikumsmassen af borgerskab, akademikere og ikke mindst hoffolk (de sidstnævnte behøvede ikke at betale for billetten). De mere folkelige gæster sad på ryggen af hinanden i såkaldte høkerloger og teede sig i det hele taget som aber i et bur. En overgang solgtes der endda sorte billetter til snoreloftet direkte over scenegulvet – det varede ved, indtil ledelsen blev træt af sortseernes medbragte madder og flasker, der jævnligt drattede ned over de optrædende på scenen.

Barytonen Peter Schram, der sang Leporello på Det Kongelige Teater

Øjenvidne i nutid
Opera i guldalderens København er en meget smukt produceret bog med en overdådighed af sjove og interessante illustrationer (og ikke mange bøger kan prale af at have Eckersberg og Marstrand som illustratorer!). Fortællingen er samtidig en god introduktion til guldalderen som sådan, hvor de vigtigste historiske begivenheder, samfundet og dets hovedpersoner kommer i spil. Bagest i bogen er der en detaljeret tidslinje, ikke kun om operahistoriske begivenheder.
Der er også et appendiks, hvor Engelbrecht præsenterer de ældste danske lydoptagelser, lavet omkring 1890, som bl.a. inkluderer den ældste Mozart-optagelse i hele verden. Her hører man barytonen Peter Schram, aktiv på Det Kongelige Teater helt tilbage til enevældens dage i 1840’erne, der synger Leporello fra Don Juan på en måde, der bedre end noget andet skruer tiden tilbage – og gør fortiden både meget fjern og meget nær. En mageløs dokumentation. Her møder bogen sin fysiske begrænsning, for lyden skal man da have med, og det får man enten i Henrik Engelbrechts podcastserie om samme emne eller på forskellige hjemmesider (link findes herunder).

Hele bogen om de gamle dage er skrevet i nutid (dramatisk præsens) som en journalistisk fortælling, hvor forfatteren rapporterer med øjenvidneskildringer. Præcist hvorfra historierne stammer trækkes sjældent frem i teksten. Kilderne genfortælles på besnærende og letlæst vis, men man kan godt savne den tidskarakteristik, der altid ligger i bedagede tekster og fortidigt sprog. Og egentlig kunne man også godt savne endnu mere indhold, for bogen er ikke pokkers tyk – den måtte gerne være længere, for der publiceres så lidt om dansk musikhistorie, især om brede og appellerende emner som dette, at det smager efter mere. Stoffets fascinationskraft kan sagtens bære det.

Guldalderen som periode kan fastlægges på mange måder, og her er foretaget et logisk snit, der spænder fra den første danske opførelse af en Mozart-opera i 1798 til enevældens afskaffelse i 1848. Men lige så interessant er bogens indledende kapitel, der handler om tiden fra den første operaopførelse i Danmark i 1634 og frem til teatrets mislykkede Mozart-debut i 1798. Så hermed en opfordring til at lave en udvidet 2. udgave af denne veloplagte og oplysende bog, eller at tilføje endnu et bind – eller måske to? – om hvad der hændte før og efter.

 

Henrik Engelbrecht: Opera i guldalderens København
Gyldendal, 184 sider, 299 kr.

 

Hør podcastserien her

Læs mere om bogen her

Hør de gamle danske operaoptagelser fra 1889 her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *