Kammermusik på Svalbard (6)

Det tegnede spektakulært, at den sidste aftenkoncert ved Arctic Chamber Music Festival skulle afholdes i Mine nr. 3, en nedlagt kulmine, der er blevet åbnet for turister. Men aftenen inden udgik der besked på de sociale medier, at minens varmeanlæg var gået i stykker, og at koncerten måtte flyttes til Mine 7, som dels ligger meget længere væk fra Longyearbyen og dels stadig er i aktiv drift.
Publikum og musikere, der ikke havde egen bil, blev hentet i bus, og så kørte vi ellers ud i mørket og op ad fjeldet. Vi blev sat af foran en industriport, omgivet af arbejdsmaskiner og projektører, som oplyste sneen gult. Køen forsvandt ind gennem metaldøren, og indenfor fandt man hurtigt ud af, at her faktisk var mange mennesker. Henved 200 tilhørere – det svarer til hver 10. indbygger i Longyearbyen – var kommet for at høre Sjostakovitjs gruopvækkende, dødsplagede Strygekvartet nr. 8. Spillet i en fjern kulmine kl. ni om aftenen.

Minegangen kom man heldigvis ikke ind i. Et podium var stillet op i maskinhallen, hvor der lugtede af smøreolie, og før koncerten fik vi sikkerhedsinstruktioner om, hvor nødudgangene var – og at rygning var strengt forbudt. Da tyskerne i 1943 bombede Longyearbyen, brød Mine nr. 2 i brand og fortsatte med at brænde i 19 år. Det er kvalitetskul, de har i undergrunden her.

De brutale omgivelser understregede kraftigt musikkens udtryk. Sjostakovitjs tragiske værk er skrevet som et monument over hans egen knuste skæbne, men koncertrummet gjorde det til en metaforisk klagesang for alle Sovjetunionens lidende arbejdere. Det sovjetiske fænomen ”fabrikskoncerter”, der ville bringe opbyggelig kunst ud på arbejdspladserne, blev denne aften vendt på hovedet af en eftertid, der stadig prøver at fatte Sovjetunionens frygtelige historie. Det var helt i Sjostakovitjs ånd.

Kvartetten (i Rudolf Barshais orkesterarrangement) blev spillet af strygerne fra Nordnorsk Symfoniorkester med den passion i overstørrelse, der kommer fra Henning Kraggeruds musikalske ledelse. Han formår at inspirere et kollektiv, både orkestret og publikum. Det viste sig samtidig, at minehallen var festivalens bedste koncertsal. Lyden foldede sig ud med både fylde, gennemsigtighed og nærvær. ”Der er mange dyre koncertsale tegnet af berømte arkitekter, som har dårligere akustik!”, sagde Kraggerud med et tilfreds smil, da jeg mødte ham næste dag.

Mine nr. 7 rummer både Svalbards fortid, nutid og fremtid. Den erfaring tog 200 mennesker, lokale såvel som tilrejsende, med sig hjem. Et grønligt nordlys over fjeldene gav os endnu en opfordring til at komme igen.

 

(Foto nr. 1 & 2: Aggie Peterson/ACMF)

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *