Vagn Holmboes 13 Kammerkoncerter

Vagn Holmboe arbejdede ofte i serier. Arbejdet med ét værk affødte idéer til endnu et i samme format – og så videre. Hans fokusering på bestemte former eller genrer kunne vare i årevis, hvorefter han på et tidspunkt nåede til en velovervejet erkendelse af at have undersøgt sine muligheder. Derefter gik hans opdagelsesrejse videre i andre former. Et godt eksempel er hans 13 Kammerkoncerter fra 1940’erne.

Den bedst kendte forgænger i genren er Paul Hindemiths værkserie Kammermusik, skrevet i 1920’erne. Holmboe studerede i Berlin 1929-32 og er påvirket af Hindemiths ”Neue Sachlichkeit”, men han er ikke ligeså ironisk, og den rustikke, jordbundne stil hos Holmboe (især i de første af kammerkoncerterne) kan måske godt betegnes som dansk eller nordisk. Et andet element, der er særlig for Holmboes musik fra denne tid, er hans inspiration fra østeuropæisk folkemusik, som han havde studeret i felten i 1933-34.

Ikke to af koncerterne har samme udformning. Holmboe varierer ikke kun soloinstrumenterne, men også orkesterbesætningen og antallet af satser (fra to til ni). Kammerkoncert nr. 1 fra 1939 er for klaver, strygere og pauker. Den er tilegnet Holmboes hustru, den rumænske pianist Meta Graf. De havde mødt hinanden i Berlin, hvor hun studerede hos bl.a. Hindemith. I denne sin eneste klaverkoncert forener Holmboe de klassiske forbilleder med træk fra balkanmusikken, og besætningen er temmelig Bartok-agtig (mindelser om Musik for strygere, slagtøj og celeste).
Meta Holmboe uropførte koncerten i 1941. Den har kun to satser, til gengæld er førstesatsen længere end nogen anden sats i de følgende værker. Forløbet virker eksperimenterende. Mon Holmboe allerede her fornemmede, hvilket projekt, han havde taget fat på?

I Kammerkoncert nr. 2 fra 1940 er soloinstrumenterne fløjte og violin, og koncerten er formet i fire satser, altså nærmere en concerto grosso end Kammerkoncert nr. 1 var. Første og sidste sats har præg af Vivaldi, mens mellemsatserne er i korte tredelte former. Det er et meget veloplagt stykke, hvor man lige fra begyndelsen hører modsætningen mellem fællesskabets insisterende rytmer og solisternes frie indslag.

Kammerkoncert nr. 3 fra 1942 er en miniature-klarinetkoncert, hvor orkestret nu er udvidet med trompeter og horn. Koncerten måtte vente helt til 1996, før den blev spillet første gang. Måske fordi den kan have været tiltænkt klarinettisten Aage Oxenvad, der døde i 1944, inden koncerten var blevet uropført.
Kammerkoncert nr. 3 er klart påvirket af Carl Nielsens Klarinetkoncert fra 1928 (også den blev skrevet til Oxenvad). Carl Nielsen eksaminerede Holmboe ved hans optagelsesprøve på Konservatoriet i 1925 og gennemså nogle af hans kompositioner. Holmboe blev dog ikke elev af Nielsen (han studerede i stedet hos Nielsens discipel, Finn Høffding), og det er næsten symbolsk, at Nielsen og Holmboe ikke fik en tættere kontakt. De var to store originaler, og den ene fortsatte, hvor den anden slap.

Kammerkoncert nr. 4, 5 og 6 har samme tresatsede form som nr. 3, men nye kombinationer af solist og orkesterbesætning. I Kammerkoncert nr. 4 er solisterne en klavertrio – ligesom i Beethovens Tripelkoncert – og orkestret er nu udvidet med træblæsere. Den neobarokke koncert blev uropført 1943, ligesom i de foregående tilfælde af Det Unge Tonekunstnerselskabs orkester, der med stor flid præsenterede nye danske værker i de år.

Kammerkoncert nr. 5 er for bratsch (Holmboe skrev også en ”rigtig” Bratschkoncert, men først så sent som 1992). Kammerorkestret er nu vokset yderligere og har dobbeltbesatte træblæsere. I forhold til den legende Kammerkoncert nr. 4 er der større drama i musikken, og i den langsomme sats er bratschen ligesom Orfeus alene i en mørk underverden.
Dens søsterværk er Kammerkoncert nr. 6 for samme besætning, men med en violin som solist. De to værker er musikalske pseudotvillinger fra 1943, og også violinkoncerten har en lang, alvorlig andensats. Verdenskrigen gjorde Holmboes musik mere dyster i disse år. Hans yngre bror Ebbe, som var frihedskæmper, blev taget til fange af nazisterne og døde 1944 i koncentrationslejren Neuengamme.

Bratschen og violinen fra Kammerkoncert nr. 5 og 6 mødes tre år senere i et tæt parløb i Kammerkoncert nr. 9, en meget formfuldendt dobbeltkoncert fra 1946. Holmboes afbalancering af genrens form og indhold var på få år nået vidt, sammenlignet med den asymmetriske Kammerkoncert nr. 1.

Derimellem skrev han de to tosatsede koncerter, Kammerkoncert nr. 7 for obo (1945) og den usædvanlige Kammerkoncert nr. 8 (også fra 1945) med undertitlen Sinfonia Concertante. Obokoncerten har en lang førstesats, der i Bartok-stil danner en symmetrisk bueform med en langsom indledning og afslutning. Koncerten blev uropført af Waldemar Wolsing, en af tidens mest fremtrædende danske musikere, som spillede den mange gange i Norden de følgende år.
I Kammerkoncert nr. 8 er der ingen specificeret solist, og instrumentgrupperne træder frem på skift. Satsproportionerne er omvendt af Kammerkoncert nr. 7 med en kort energisk førstesats, mens den lange andensats består af otte variationer over et tema i fagotten.

Den kollektive idé fra Kammerkoncert nr. 8 gik Holmboe videre med i Kammerkoncert nr. 10 (1946) med undertitlen ”Træ, Messing og Tarm” – altså de tre instrumentfamilier træblæsere, messingblæsere og strygere (der dengang stadig brugte tarmstrenge). Koncerten er helt anderledes struktureret end nogen af de øvrige kammerkoncerter, nemlig som et variationsværk i hele ni satser. Det er nok er den af kammerkoncerterne, der er blevet spillet oftest.

Holmboe havde nu bevæget sig langt væk fra seriens udgangspunkt. Han var ved at være til vejs ende med sit koncertante laboratoriearbejde. Men han manglede at undersøge messingblæserne. I 1948 skrev han Kammerkoncert nr. 11 for trompet, endnu en i rækken af kammerkoncerter, der har fået et godt efterliv og er blevet indspillet flere gange. Haydn, et af Holmboes største forbilleder, er et åbenlyst ideal her. Kammerkoncert nr. 12 (1950) er for trombone, energisk og vittig musik, uden at solistinstrumentet dog bliver gjort til grin. I den trykte udgave af partituret er det meste af solokadencen lavet af solisten fra uropførelsen i 1952, Palmer Traulsen. Der er siden lavet forskellige andre bud på en kadence, bl.a. af Per Nørgård, Holmboes mest berømte elev.

I 1949 havde Holmboe oplevet et skifte i sit kompositoriske arbejde. Det skete med hans Strygekvartet nr. 1 – fraregnet de mængder af kvartetter, han havde skrevet i sin ungdom. ”Min 1. Strygekvartet markerer et slags vendepunkt eller et udviklingspunkt. Jeg var forberedt på det, men pludselig bryder det løs”, huskede Holmboe tilbage kort før sin død. En ny værkserie stod for at skulle afløse en anden. Kammerkoncert nr. 13 fra 1956 er derfor en slags appendiks eller epilog til de 12 foregående, og Holmboe kaldte den oprindeligt slet ikke Kammerkoncert, men Collegium Musicum nr. 2 (en serie, der aldrig udviklede sig videre end dertil). Det er en dobbeltkoncert for den usædvanlige kombination af obo og bratsch.

Efter den komponerede Holmboe ingen solokoncerter de næste par årtier, før han i midten af 1970’erne tog fat på en serie koncerter i stort format – de fire første er for henholdsvis cello, blokfløjte, tværfløjte og tuba. Der findes altså to spor med solokoncerter i Holmboes produktion, og forvirringen bliver ikke mindre af at kammerkoncerterne nogle gange bare kaldes ”Violinkoncert”, ”Bratschkoncert” osv.
Det er bestemt ikke uden omkostninger at være en flittig komponist – i Holmboes tilfælde er værklisten så lang, at det kan virke uoverkommeligt at kaste sig ud i den.

 

Forkortet version af coverteksten til den samlede udgivelse af Kammerkoncerterne på Dacapo Records, 2018. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *