Interview

Mariss Jansons i Danmark

Aabenraa, en januardag i 1978. Mariss Jansons dirigerer Sønderjyllands Symfoniorkester i en sportshal. Carl Nielsens Violinkoncert med orkestrets koncertmester Kai Laursen som solist. DR er til stede og laver en optagelse, som mange år senere udgives på cd. Et dokument om den ret ydmyge begyndelse på Jansons senere verdenskarriere.

I dag, 40 år senere, er Mariss Jansons tilbage i Danmark. Han skal dirigere Det Kongelige Kapel og have overrakt Sonnings Musikpris.
”Jeg har et tæt forhold til Danmark. Jeg har været mange gange i København og kender denne del af verden godt. Jeg har aldrig dirigeret Radioorkestret, men jeg forstår, at Kapellet er det bedste”, siger han med et grin og et glimt i øjet. Det er en venlig, ret snakkesalig, men også slidt 75 år dirigent, der mødes med en lille forsamling journalister fra den danske verdenspresse på Operaen.

Vi taler om hans forhold til nordisk musik. ”Sibelius’ musik skal opføres så meget som muligt, for han er en fantastisk komponist. Jeg har dirigeret meget Sibelius i Rusland, Finland og Skandinavien. Jeg har ikke dirigeret så meget Carl Nielsen. Jeg må være ærlig og sige, at selv om han er en seriøs komponist, en slags dansk Bruckner, så har jeg endnu ikke fundet min personlige forbindelse til ham. Og det er nødvendigt, for man skal arbejde professionelt med musikken. ”

Mariss Jansons optrådte meget ofte i Danmark i 1970’erne, især med Sjællands Symfoniorkester (der i dag hedder Copenhagen Phil). ”Efter jeg havde vundet Karajan-konkurrencen i 1971, blev jeg kontaktet af Sjællands Symfoniorkester”, fortæller Jansons, der har en god hukommelse om sine utallige koncerter gennem årene. Der går dog også en anden historie om hans danske debut, nemlig at han blev sendt hertil som vikar for sin far, dirigenten Arvid Jansons, som meldte afbud. Jansons junior blev en øjeblikkelig succes. “Hold øre med ham!”, skrev Politikens anmelder.

Mariss Jansons kom tilbage. Han optrådte med Sjællænderne næsten hver sæson mellem 1972 og 1979. Han dirigerede orkestret på hjemmebane i Tivolis koncertsal, men tog også med på busturene rundt på Sjælland, hvor koncerterne blev spillet på skoler og i sportshaller. ”Jeg havde et rigtigt godt forhold til orkestret”, siger han med overbevisning.
Kan De huske koncertmesteren?, spørges der fra forsamlingen.
”Åh! Ja! Anton Kontra! Han var helt utrolig. Født med en violin i hånden. For ham var det lige så naturligt at spille, som det er for os andre at spise suppe. Han var en ufattelig god musiker og et skønt menneske”, siger Jansons, og mindes en opførelse af Ein Heldenleben i 1977, som også huskes af alle andre, der var til stede.
Den er desværre ikke bevaret på bånd. Det er der meget lidt der er, fra Jansons år i København. Blandt de få eksempler er denne radiooptagelse fra Tivoli 1976, hvor han dirigerer musik af Vagn Holmboe.

Mariss Jansons taler engelsk med en tyk baltisk accent. Han virker russisk, skolet som han er i Skt. Petersborg, hvor han har boet siden han var dreng.
Vil De fortælle om deres forhold til Letland?, spørger jeg.
”Ja. Letland. Jeg er født i Riga, min far var dirigent der og min mor sangerinde. Før krigen havde der været en tæt forbindelse mellem Letland og Tyskland. Leo Blech og Erich Kleiber dirigerede i Riga. Her begyndte jeg også at studere. Niveauet var højt og skolerne gode.”
“Så blev min far tilbudt arbejde i Skt. Petersborg, en fantastisk chance at komme til denne store kulturby. Jeg var 13 år, da vi forlod Riga. Det var ikke let for mig. Jeg talte ikke russisk, og det var dramatisk for mig at flytte til en anden verden. Jeg fik mange komplekser. Men mine nye skolekammerater var meget søde. De hjalp mig og sørgede for, at vi havde det godt sammen. Alt, hvad der kom fra Baltikum, stod der stor respekt om.”
De vestligste republikker i Sovjetunionen blev set som noget specielt og lidt uopnåeligt – og det gjaldt åbenbart også de baltiske indbyggere.

”I Skt. Petersborg fik jeg en fantastisk uddannelse. Det var det bedste sted i verden at studere til dirigent. To gange ugentligt arbejdede vi med professionelle orkestre, og vi dirigerede professionelle operaopførelser, mens vi endnu var studerende.”
”Hver sommer tog min familie tilbage til Riga, så vi holdt forbindelsen ved lige. I 1968 dirigerede jeg min første koncert i Riga med Statssymfoniorkestret. Sibelius’ 1. Symfoni, Mendelssohns Violinkoncert med Philippe Hirschhorn – han var fantastisk – og Ravels La Valse. Efter Karajan-konkurrencen i 1971 begyndte så min ”karriere” – jeg er ikke så glad for det ord – og jeg måtte rejse meget rundt.
Desværre kunne jeg ikke være nok i Riga. Jeg skammer mig lidt over, at jeg ikke har givet nok tilbage. Det er trods alt min fødeby, hvor jeg fik min første uddannelse. Men man kan ikke overkomme alt her i livet. Alle arbejder for meget, alt, alt for meget, og man må også tænke på sit helbred. Det er en meget krævende tilværelse”, siger Mariss Jansons, der har prøvet at overleve et hjerteanfald på podiet – i modsætning til hans far, der døde på netop den måde.

Mariss Jansons ser vitterlig træt ud. Efter 47 år på evig turné rundt i verden og under pres fra de bedste orkestre og de mest kræsne lyttere. Så var det alligevel mindre bekymrende at dirigere i de danske håndboldhaller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *