Noderne og bogstaverne er de samme i dag, som de var i 1800-tallet. Men hvordan lød det, når danskerne talte og sang dengang? Det kan man høre i den uvurderlige Ruben-samling med optagelser af sangere, skuespillere og instrumentalister fra 1890’ernes København. De historiske fonografvalser er blevet digitaliseret og gjort tilgængelige på Statsbibliotekets hjemmeside, men endnu bedre er det at studere dem via denne pragtfulde bog, Danmarks første lydoptagelser, hvor to eksperter præsenterer stoffet i alle detaljer.
Ruben-samlingen skyldes en driftig københavnsk grosserer, generalkonsul Gottfried Ruben, der i 1889 fik eneforhandling af Edisons nyeste opfindelse, fonografen. Et apparat til optagelse og afspilning af lyd. Som Apple tydeligt har bevist det, er det ikke kun salg af maskinerne, man kan tjene penge på, men også den musik, man skal spille på dem. Ruben lavede over 500 indspilninger med danske kunstnere og afholdt fonografkoncerter, hvor man for 50 øre kunne lytte til optagelserne. 155 af valserne har overlevet til i dag, og 55 er med på de to cd’er, der er vedlagt i bogen.
Her er stemmen af den legendariske guldalderskuespiller Ludvig Phister, født på Haydns og Napoleons tid i 1807, samme år som Københavns bombardement. Her er verdens ældste Mozart-optagelse, sunget af Peter Schramm, født 1819. Her er optagelser med H.C. Lumbyes arvtager Balduin Dahl og hans orkester, og her er oplæsning af Oehlenschläger fra en tid, hvor der endnu var publikum og skuespillere, der kunne huske digteren personligt. Et mageløst vindue til fortiden.
Hvordan lyder de så, de gamle danskere? Sproget er naturligvis anderledes, men forskellen er faktisk ikke så slem. Der er flere dybe A’er og rigtig mange bagtunge-G’er. ”Mage” lyder som ”marwe”, ”tilbage” som ”tilbarwe”. Nogle gange hører man endda et rulle-R, en sproglyd, der levede i danske dialekter indtil for ret få år siden. Men sangerinden Elna From, født 1869 og optaget 1894, lyder egentlig ikke mere gammeldags end skuespillerne i gamle danske spillefilm, og talestemmen af operasangeren Niels Juel Simonsen, født 1846, kunne være et klip fra et radiointerview fra 1940’erne.
Meget sværere er teatrets sprog. Deklamationen var dengang en hovedopgave for en skuespiller og en kunstart i sig selv. Når Ludvig Phister spiller monologen fra Jeppe på bjerget på tykt teatersjællandsk, er det svært at genkende et eneste ord, hvis man ikke kigger med i teksten. En anden teaterlegende, Emil Poulsen, født 1842, reciterer Oehlenschläger med en yderst speciel skandering. Det er raffineret recitationskunst, der klinger af både Shakespeare og oldgræsk teater, og som har til hensigt at understrege ordene, men som med 120 års afstand faktisk gør det modsatte.
Selve lydkvaliteten på valserne er virkelig ikke spor god. Det er optagelser, der kommer til os fra en anden verden, og det kan høres. Meget lidt lyd er kommet ned i rillerne fra starten, og rillerne er siden blevet pløjet grundigt op ved hver afspilning. Der er kraftig forvrængning, et meget begrænset frekvensområde og andre stærke mangler. Derfor er det interessant, at bogens historiske gennemgang af fonografens indtog i Danmark bringer eksempler på datidens reaktioner, der fortæller om det psykologiske fænomen, at publikum dengang havde svært ved at skelne optagelserne fra virkeligheden. Hvorimod vores opfattelsesevne af lydoptagelser i dag er blevet så kræsen, at vi stort set ikke kan opfange, hvad der bliver sagt på valserne.
I 1889 vidste Gottfried Ruben godt, at han havde med historisk materiale at gøre, da han lavede en indspilning med operasangeren Peter Schramm. Han var på det tidspunkt 70 år, da han indsang et par bidder af sin rolle som Leporello i Mozarts Don Juan – en rolle, han første gange optrådte med i 1845! Hans uakkompagnerede fremsigelse på fonografvalsen kan knap nok kaldes sang, snarere en meget vidtgående rytmisk deklamering. Schramm repræsenterede en tradition, der stammede tilbage fra enevældens tid. To generationer senere møder man den unge Cornelius Petersen, født 1865 og senere berømt som Peter Cornelius, og han er helt anderledes nem at lytte til med sin klangbårne sang, et flot rubato og en naturlig “glæde ved de høje toner”.
I de mere folkelige genrer synges der mere enkelt. Et mandskornummer af Otto Lindblad er imponerende effektivt og rytmisk tight med Berggreen Kvartetten, et studentikost boyband med potens. En optagelse fra Hostrups vaudeville Eventyr på fodrejsen hører også til en ”lavere” kunstart og synges så ligefremt, som var det en amatørrevy et sted i dagens Danmark. Til gengæld er der kringlede og forstyrrende mellemlag i de satiriske numre som f.eks. Erik Bøgh-viserne fra 1890’erne og revynummeret om Abonnent Gnavesen fra 1889. Kommende generationer vil sikkert også undre sig over Ulf Pilgaard og Dirch Passer og få svært ved at forstå deres groteske vokale leg.
Et højdepunkt i samlingen er guldalderens centrale danske romance Flyv, fugl, flyv, over Furesøens våge, optaget mens komponisten J.P.E. Hartmann (1805-1900) endnu levede. Det er opførelsespraksis af den slags, man ellers kun kan drømme om. Niels Juel Simonsen synger den i et temmelig steady tempo, men med nogle aftalte højdepunkter, hvor han kadencerer på en fermat, der ikke står i noderne.
Et endnu mere vidunderligt eksempel på fortidens kunstneriske frihed er et par numre med multiinstrumentalisten Peder Pedersen, kaldet Jydepeter, en virtuos, som musikprofessor Angul Hammerich trak på, når der skulle demonstreres gamle instrumenter på det nyetablerede Musikhistorisk Museum. Men Jydepeter vælger at demonstrere barokkens obo d’amore ved at spille sin egen Trompetpolka på den – og på basklarinetten spiller han O, du mein holder Abendstern fra Tannhäuser. Det er historisk opførelsespraksis på metaniveau!
Otte år efter fonografeventyrets var begyndt, døde generalkonsul Ruben i 1897. Snart gik hans optagelser i glemmebogen, for den tekniske udvikling fortsatte jo, og publikum mistede interessen for 50 øres fonografkoncerter. Men allerede i 1930’erne var man klar over, hvor enestående fonografvalserne var, og en del af dem blev endda genudgivet på 78-plader. I 1990 kom samlingen til Det Kgl. Bibliotek, hvor den sandelig også har hjemme, side om side med Saxo og Jyske Lov.
Nu har samlingen fået sat sig et monument med Danmarks første lydoptagelser, en bog af højeste kvalitet. Dens gennemgang af fonografens mekanik og anvendelse i Danmark er eminent teknikhistorie. Bogens 2. del er kommentarer og støttetekster til de udvalgte optagelser og indeholder oplysninger om musikken, de medvirkende, den sungne tekst og de tekniske omstændigheder. Det er fremragende arbejde. Selve bogproduktionen er der bestemt heller ikke sparet på: Det er en smuk bog i stort og lækkert format med omhyggelig opsætning og mange pragtfulde billeder. En kompromisløs og kærlighedsfuld fremstilling af stoffet. Her er alt, hvad man har lyst til at vide om de uvurderlige optagelser af Danmarks ældste lyde.
Steen Kargaard Nielsen & Claus Byriel:
Danmarks første lydoptagelser. Edisons fonograf i 1890’ernes København
Aarhus Universitetsforlag, 2017
268 sider. 299 kr.
Læs mere om bogen her
Alle de digitaliserede valser kan downloades gratis her